![]() Niels Stensen |
Steno Museet er opkaldt efter den danske læge, naturvidenskabsmand og biskop Niels Stensen (1638-1686). Ifølge tidens skik blandt lærde brugte han sit latinske navn Nicolaus Stenonis eller Steno. Steno studerede især anatomi. Ved at dissekere dyr opdagede han bl.a. udførselsgangen fra ørespytkirtlen til mundhulen, ductus stenonis. Han studerede også hjernens indretning og beskrev musklernes opbygning og funktion. ![]() Inden for geologien fremsatte Steno som den første teorier om, at dyr og planter kan forstene, og at bjerge kan være hævet havbund. Han grundlagde desuden den moderne krystallografi, altså læren om krystallers tilblivelse og struktur. Efter at være blevet katolik i 1667 helligede Steno sit liv til Gud. I 1675 blev han præst og tilbragte sine sidste år som biskop i Hannover og senere som biskop for Nordtyskland og Norden. Steno døde i Schwerin kun 48 år gammel. Året efter blev han bisat i San Lorenzo kirken i Firenze. I 1988 han saligkåret af pave Johannes Paul 2. Dette er sidste trin før en helgenkåring.
LINKS - til mere om Steno |