FOUCAULTS PENDUL



Steno Museets Foucault-pendul


Foucault i Pantheon i Paris
Midt i Steno Museets smukke foyer kan man se en version af den franske fysiker Leon Foucaults
(1819 - 68) berømte pendulforsøg.

Med dette forsøg viste Foucault i 1851 på en enkel og elegant måde, at jorden virkeligt drejer om sin egen akse. Derved bekræftede han eksperimentelt en antagelse, man havde haft i et par hundrede år. Inden da havde man i stedet forestillet sig, at det var hele universet, der drejede omkring den hvilende jord.

Foucault lavede sine første forsøg i laboratoriet med et pendul på 2 meter og derefter en imponerende demonstration i Pantheon i Paris med et pendul på 67 meter. Steno Museets pendul er kun på 11 m. Til gengæld bliver det holdt i gang af magnetiske impulser fra en spole i gulvet, så det kan svinge uophørligt.

Forklaringen på forsøget er, at et frit ophængt pendul bestandigt vil svinge i samme plan. Jordkloden drejer imidlertid om sin akse under pendulet, og da vi følger med denne drejning, ser det ud som om, det er pendulet der flytter sig.

Hvis forsøget udføres på nordpolen, tager en hel omdrejning 24 timer. Jo tættere man er på ækvator, jo længere tid tager en omdrejning. På Århus' breddegrad tager det ca. 29 timer for en hel omdrejning. Lige på ækvator tager det uendelig lang tid, dvs. der er ingen drejning.

LINKS - til mere om foucaults pendul Department of Physics, University of Guelph
Australian Broadcasting Corporation
The California Academy of Sciences
University of Louisville