Fra Højskolebladet nr. 37, 1998:
Den forureningsfri bil ...?
- om nødvendigheden af naturvidenskabelig almendannelse
HANS BUHL
"Allerede om fem-seks år kommer de første helt forureningsfri biler til salg". Sådan kunne man for nyligt læse i en aviskronik, hvor en motorjournalist leverede et følelsesladet forsvar for privatbilismen. Selvfølgelig kan og skal der udvikles biler, som forurener mindre. Men det er vanskeligt at føre den nødvendige diskussion om bilens fordele og ulemper på grundlag af forvrøvlede argumenter, som er i direkte modstrid med varmelærens anden hovedsætning. Kronikøren kunne såmænd lige så godt have skrevet, at der vil blive fremstillet biler som ophæver tyngdekraften.
Dannelsesproblemet
Eksemplet illustrerer i beklagelig grad det ofte mangelfulde og irrationelle grundlag, hvorpå diskussionen af aktuelle teknisk-videnskabelige problemstillinger sker - i det omfang den overhovedet finder sted. Som sådan er det et udtryk for det meget alvorlige dannelsesproblem, som eksisterer i vores samfund i dag. Egentlig kan det virke paradoksalt, at befolkningen udviser en voksende ligegyldighed over for naturvidenskab og teknologi i betragtning af, at disse fagområder har større indflydelse på folks tilværelse end nogensinde før. Men det er en realitet, og det er ikke uden konsekvenser.
Den manglende interesse manifesterer sig bl.a. som et uddannelsesproblem i den forstand, at de teknisk-naturvidenskabelige fag i de senere år har haft svært ved at tiltrække studerende nok. Dette har givet anledning til frygt for, at Danmark med tiden skal sakke bagud på det teknisk-naturvidenskabelige område, hvilket i sidste ende kan true vores materielle og økonomiske velfærd.
Men det er mindst lige så bekymrende, at den ringe forståelse af og interesse for teknologi og naturvidenskab er en direkte trussel mod vores folkestyre. Den manglende indsigt betyder nemlig, at den fremtidige udvikling i alt for ringe omfang er styret af en demokratisk proces. Derved risikerer vi at få tilstande, vi slet ikke ønsker. Det er altså tvingende nødvendigt at forsøge at bygge bro over kommunikationskløften mellem den humanistiske kultur og den teknisk-naturvidenskabelige kultur.
Desværre bidrager medierne, som ellers er den vigtigste kontaktflade mellem de teknisk-naturvidenskabelige miljøer og den brede befolkning, ikke til dette i øjeblikket. De interesserer sig generelt meget lidt for teknisk-naturvidenskabelige emner, medmindre det da drejer sig om meget dramatiske eller spektakulære forhold, som f.eks. kogalskab eller spor af liv på Mars. Desuden ved mange journalister så lidt om emnerne, at de har svært ved at forholde sig kritisk til dem. Som eksempel kan nævnes et interview for et par år siden, hvor formanden for Danmarks Jægerforbund blev spurgt, om de nye vismuthagl, som skulle erstatte blyhagl, ikke kunne være lige så skadelige for miljøet. Nej, svarede han med henvisning til, at vismut er et grundstof! Det er bly også, men det vidste journalisten åbenbart ikke, eftersom han stillede sig tilfreds med svaret. Enkelte aviser giver dog naturvidenskab og teknologi en vis prioritet. Men da sker det ofte i særskilte sektioner, som understreger kløften mellem disse emner og så det virkeligt vigtige i 1. sektion.
Der ligger altså en stor og vigtig folkeoplysningsopgave og venter på dette område.
Den naturvidenskabelige metode
Der kan angives en række grunde, til at vi er havnet i den nuværende splittede situation.
En af de væsentlige er selve den naturvidenskabelige metode, som vandt frem i forbindelse med den såkaldte naturvidenskabelige revolution i 16-1700-tallet. Målet var at finde universelle lovmæssigheder, og midlet at lave kontrollerede og systematiske eksperimenter på idealiserede udsnit af naturen. Resultaterne herfra blev derefter kombineret med matematiske hypoteser, hvilket kunne føre til nye hypoteser, der atter kunne testes med nye eksperimenter og så videre.
Den nye videnskabelighed bidrog til opsplitningen af den oprindelige enhedskultur, hvor menneskers forestillinger om naturen et langt stykke ad vejen var forbundet med deres religiøse og filosofiske overbevisning. Men ved hjælp af den hypotetisk-deduktive metode, som den kaldes, lykkedes det efterhånden at give en rationel forklaring på et stort antal fænomener i vore fysiske omgivelser. Konsekvensen af denne proces illustreres af historien om, hvorledes den franske videnskabsmand Laplace omkring 1800 kunne fortælle Napoleon, at han ikke længere behøvede hypotesen Gud for at forklare solsystemets struktur og dynamik.
Den moderne videnskab benytter i princippet stadig den samme metode. Teorierne og eksperimenterne er blot blevet langt mere komplicerede. Ja, ofte så komplicerede, at de kun forstås af en ganske snæver faglig kreds. Derfor er det ikke uforståeligt, at "almindelige" mennesker kan føle sig fremmedgjorte.
Et andet problem ved den naturvidenskabelige metode i denne forbindelse er, at den i sin natur er reduktionistisk, dvs. at den opdeler komplekse fænomener i simplere delfænomener. Populært sagt skaber den indsigt ved at pille verden fra hinanden. Eksempelvis går biologen, som vil forstå grundlæggende livsprocesser, fra dyr og planter til celler, fra celler til molekyler og fra molekyler til atomer, som ironisk nok slet ikke er levende. Dette bidrager til metodens styrke, men øger ikke nødvendigvis overblikket.
Endnu et aspekt ved den naturvidenskabelige metode er dens påståede objektivitet og værdifrihed, der af mange forskere er blevet benyttet som begrundelse for ikke at tage etisk stilling til deres forskning. Denne holdning bidrager imidlertid til at uddybe kløften mellem forskerne og befolkningen.
Alle disse forhold understreger, at det er vigtigt, at videnskabsfolkene bliver bedre til at formidle deres viden og motiver. Kun derved kan videnskaben bidrage til en mere sammenhængende verdensforståelse.
Den teknisk-naturvidenskabelige succes
En anden grund til den manglende interesse er paradoksalt nok den naturvidenskabelige metodes utrolige succes. Gennem det seneste århundrede har den ført til en så detaljeret og systematisk viden om naturen, at det i stadig stigende grad har været muligt at udnytte denne viden til udviklingen af ny teknologi. Denne sammenhæng er helt central for vores nuværende materielle og økonomiske velfærd.
Naturvidenskaben og den teknologiske udvikling har således været drivkraften i overgangen fra det materialistiske industrisamfund til det nuværende informationssamfund, hvor det i voksende grad er humanistiske og immaterielle værdier, der præger folks valg. Man kan sige, at den teknisk-naturvidenskabelige succes har været så total, at dens bidrag til vores velfærd i dag tages for givet af de fleste. I stedet er fokus rettet mod de mere ³bløde² behov som livskvalitet, etik og personlig udvikling.
Denne humanistiske drejning er på mange måder et fremskridt, men den strøm af forskningsresultater og nye teknologiske frembringelser, som har givet os overskud til at gøre dette, kommer ikke af sig selv. Det er f.eks. ny teknisk-videnskabelig forskning, der skal frembringe de mindre forurenende biler, som om 5-6 år skal bringe os, hvorhen vi vil, hvornår vi vil uden at belaste miljøet unødigt. Derfor er det vigtigt, at unge mennesker motiveres til at gå ind i disse fag - og dette meget gerne med en mere kritisk holdning, end man finder hos del af nutidens teknikere og forskere. Som følge af sine enorme potentialer, er den teknologiske udvikling nemlig ikke uproblematisk.
Ikke uden problemer
Teknologiens bivirkninger er givetvis endnu en væsentlig grund til den manglende interesse. Det er nemlig gået op for folk, at videnskaberne og teknologien ikke er ufejlbarlige. Så hvor disse fagområder tidligere blev betragtet som løsningen på mange af de udviklingsmæssige problemer, bliver de i stigende grad betragtet som selve problemet. Men i stedet for en kvalificeret kritik af udviklingens negative sider, reagerer de fleste med afmagt over for de store og ofte vanskelige spørgsmål. I stedet for at forsøge at redde verden, vender folk derfor blikket indad og forsøger at redde sig selv. Denne individualisering har givetvis bidraget til undermineringen af de store ideologier, herunder troen på naturvidenskaben.
Alle de nævnte aspekter af den teknisk-naturvidenskabelige udvikling har bidraget til den nuværende situation, hvor langt de fleste er dybt afhængige af moderne teknologi, samtidig med at kun få forstår teknologierne og endnu færre er med til at udvikle dem og dermed har indflydelse på deres udformning. De følgende to eksempler fra den moderne bioteknologiske forskning kan illustrere, hvorfor dette er dybt problematisk.
HUGO og generne
Over tusind forskere i det såkaldte HUGO-projekt er i disse år i gang med en kortlægning af de ca. 80.000 gener i den menneskelige arvemasse. Denne detaljerede viden vil f.eks. kunne bidrage til diagnose og helbredelse af en lang række sygdomme. Men kendskabet til menneskets arveanlæg rummer naturligvis også indlysende muligheder for misbrug. Derfor er det af central betydning, hvem der har adgang til disse oplysninger, og hvad de bruges til.
Genmanipulation af planter er et andet eksempel på den moderne teknologis potentialer. Som supplement til traditionel forædling kan den bidrage til at brødføde jordens hastigt voksende befolkning f.eks. gennem udvikling af planter med meget højt udbytte. Men hvor langt skal vi gå? Er det virkeligt ønskeligt, at det højere udbytte opnås ved at "indbygge" resistens mod bestemte sprøjtegifte, f.eks. Roundup, i planterne? Og i givet fald er det så også acceptabelt, at de store agrokemiske koncerner, som laver dette udviklingsarbejde supplerer pesticidresistensen med den såkaldte terminatorteknologi? Dvs. at planterne tillige genmanipuleres således, at afgrøderne er sterile og derfor ikke kan bruges som såsæd.
Fra folk til almue
Det er indlysende, at vi er nødt til at tage stilling til disse og utallige lignende spørgsmål. Derfor er det også foruroligende, at de fylder så lidt i den offentlige debat. Prisen for denne ligegyldighed kan blive høj!
Det er ofte blevet sagt, at den unge højskolebevægelse gjorde en almue til et folk ved at give landbefolkningen selvfølelse, identitet og viden, og dermed indflydelse på sin tilværelse. I dag oplever vi den modsatte bevægelse, idet den teknisk-videnskabelige udvikling, som påpeget ovenfor, påny er ved at gøre folket til en almue, som er uden indsigt i og indflydelse på sin tilværelse. Det betyder, at demokratiet erstattes af teknokrati.
Hvis folkehøjskolen stiltiende accepterer denne udvikling, har den udspillet sin rolle som inspirations- og kraftcentrum i samfundsudviklingen. Det kan derfor undre, hvorfor disse spørgsmål ikke indtager en central plads i den igangværende diskussion om højskolernes position og opgaver i de kommende år.
Der er givetvis en del højskolefolk og folkeoplysere i øvrigt, som vil undskylde deres manglende interesse med, at naturvidenskaben alt for sjældent virker "til Menneskelivets Oplysning og Forklaring", men tværtimod ofte fremtræder kold og virkelighedsfjern, og lige præcis har den karakter af "drengevidenskabelighed" som Grundtvig foragtede så stærkt. Som antydet ovenfor er denne kritik ikke ganske uberettiget, men til forskel fra Grundtvig og hans samtidige er vi så afhængige af naturvidenskaben og teknologien, at vi ikke uden videre kan afskrive disse fagområder. Vi er nødt til at forholde os konstruktivt til dem.
Derfor er det så umådelig vigtigt, at folkeoplyserne (som jo ofte har en humanistisk baggrund) får gjort alvorligt op med deres berøringsangst over for naturvidenskab og teknologi.
Disse fag har jo tidligere været integreret i folkehøjskolens selvforståelse. Jordbrugslære og brug af nye landbrugsmaskiner var således en naturlig del af undervisningen på mange højskoler. På Askov Højskole underviste fysikeren og opfinderen Poul la Cour endda i fysik, matematik og teknologi på grundlag af en historisk tilgang til fagene. I forlængelse heraf gennemførte han store forbedringer af datidens vindmølleteknologi. Dette bidrog til en hurtig og demokratisk styret elektrificering af Danmark og har endvidere været medvirkende til, at Danmark i dag indtager den globale førerposition med hensyn til produktion og brug af vindmøller.
Naturvidenskabelig almendannelse
Målet med en moderne teknisk-naturvidenskabelig folkeoplysning er naturligvis ikke, at vi alle sammen skal være fysikere eller ingeniører. Opgaven må være at vække så stor en interesse for og forståelse af naturvidenskabens og teknologiens overordnede strukturer og metoder, at flertallet af befolkningen kan forholde sig aktivt til udviklingen. Dette skal vel at mærke ikke ske på bekostning af de humanistiske fag, som jo netop kan give os den menneskelige ballast til at vurdere de andre fag. Ellers risikerer vi den absurde situation, at forskerne producerer viden, hvis betydning og konsekvenser de ikke kan overskue, mens andre har det filosofiske og humanistiske grundlag for at vurdere en viden, de ikke har. Derfor er det lige så uheldigt, at man i HTX-uddannelsen har droppet humanistiske fag som historie og religion for at få tid til de tekniske fag, som det er, at højskolerne undgår de teknisk-naturvidenskabelige fag.
Hvis folkehøjskolen også vil spille en rolle i fremtidens komplekse, globaliserede og informationsstyrede verden, er det ikke tilstrækkeligt at være en modkultur, som især er rettet mod "livsverdenen" og hobbyprægede aktiviteter. Som verden ser ud i dag, er vi simpelthen nødt til at regne kendskab til teknologi og naturvidenskab med til almen dannelse.
Vi får aldrig den gamle enhedskultur tilbage, men det må ikke afholde os fra at arbejde på en helhedsforståelse af de to kulturer, som vores tilværelse er udspændt imellem.