Karl Adolph GjellerupTeolog og fortatter (1857–1919)
Modtog nobelprisen i litteratur i 1917 for sin digtekunst præget af idealistisk sigte. Prisen deltes med Henrik Pontoppidan.
Under sin opvækst gjorde Karl Gjellerup sine første digteriske forsøg i heroisk stil. Gjellerup færdiggjorde teologistudiet i 1878, men engagerede sig efterfølgende i bibelkritik og litteratur.
Efter sine yngre værker, præget af Det Moderne Gennembruds fordringer, ville forfatteren have luft under vingerne, skrev med højtstræbende ånd og knyttede sig til en klassisk-romantisk dannelsestradition fra Tyskland. Fra 1889 modtog han en livsvarig digtergage fra den danske stat.
Gjellerup giftede sig i 1887 med sin store kærlighed Eugenia Bendix og flyttede fem år senere til Tyskland, hvor de bosatte sig i hendes hjemby Dresden. Dér mistede Gjellerup efterhånden kontakten med dansk kultur og det danske sprog. Sine bøger forfattede han snart på tysk og oversatte dem efterfølgende til et stadigt mere usikkert dansk. Fra midten af 1890-erne taber hans talrige skrifter gennemgående i interesse.
Den højtstræbende ånd
Samme år Gjellerup tog sin embedseksamen, udgav han under pseudonymet ”Epigones” debutromanen En idealist (1878), der vakte opsigt i kraft af sine angreb på kristendommen og præstestanden. Debuten placerede ham midt i det miljø, som samlet blev kaldt Det Moderne Gennembrud. I 1881 udkom digtsamlingen Rødtjørn, tilegnet Georg Brandes. Senere undsagde Gjellerup Brandes på det kraftigste.
Efter en udlandsrejse i 1883, hvor Gjellerup opsøgte sine hellige steder, bl.a. Goethe og Schillers Tyskland, skrev han så patos og følelser fik frit løb. En del tragedier og dramaer fra hans hånd, f.eks. Brynhild (1884), manglede måske kunst, men ikke lidenskab. Senere svingede han fra en højspændt individualisme mod indisk visdom og mystik. Interessen for østlig filosofi gav sig udslag i omfattende indologiske studier, som vandt respekt blandt professionelle. I dag er der ikke mange der kender til Karl Gjellerup.
Deling af nobelprisen i 1917
I Dansk Biografisk Leksikon konstateres det om Gjellerup: ”G var ingen stor kunstner”. Han fik nobelprisen til deling med den diametralt modsatte forfatter Henrik Pontoppidan. Af de to var Gjellerup dog klart den, der fuldt opfyldte kriterierne om den ”Retning mod det Ideale” som fordres i Alfred Nobels testamente. Men da han, efter Svenska Akademiens opfattelse, ikke var god nok til at stå alene, tog man en salomonisk beslutning.
