Barndom
Årets første måneder hed glugmåned (januar), hvor det var tid for gæstebud, blidemåned (februar) , hvor der var tørveskæring, og tordmåned (marts), hvor der var tømmerhugning.

Ved Annas fødsel kom landsbyens kvinder og hjalp til. Bagefter drak de "barnsøl", og det kunne godt gå meget livligt for sig.
Der blev taget varsler under graviditet og fødsel: en gravid kvinde havde særlige kræfter, som ikke måtte misbruges. Hvis der var problemer med forløsningen, bandtes alle knuder op i huset, og der blev sagt både bønner og magiske remser.Blandt andet til Jomfru Maria: "Mutter Maria, lån mig nøglerne dine". En "løsningssten" kunne også hjælpe: når kernen i stenen blev rystet, løsnedes fostret fra moderens liv. Efter fødslen blev barnet døbt hurtigst muligt. Sidenhen blev der holdt dåbsgilde med navngivning.
Moderen var uren efter fødslen og først 40 dage senere kunne hun komme i kirke, efter at præsten havde renset hende ved et særligt ritual. Denne tid var også hendes hviletid, og de første dage efter fødslen kom naboer med mad til huset.

Anna kom tidligt til at lære den voksne kvindes arbejde at kende, og ligeså snart hun kunne løfte en spand vand, hentede hun vand i brønd eller bæk, eller bar rundt på sin lillebror. Anna vidste hvad der ventede hende, hun behøvede blot at betragte de andre piger og kvinder i landsbyen: børnefødsler og arbejde, og forhåbentlig en god mand.
Hun havde lært at der var gode og onde magter i verden, og at det var vigtigt at alliere sig med det gode og værne sig mod det onde. Hun vidste at husets tærskel, dets arne og sovesteder skulle respekteres og værnes.

Ungdom
April, maj og juni hed faaremåned, majmåned og skærsommer.
Tid for forårssåning, udplantning og indsamling af ris til at sætte gærder.
Foråret var også den tid hvor præsten bar kors og vievand eller andre hellige remedier rundt om landsby, agre og enge, for at velsigne jord og sæd. Korsbyrd, kaldte man det, og præsterne blev formanede af deres overordnede til ikke at gå hjem og holde drikkelag med bønderne bagefter.

Efter Anna var blevet 14-15 år, ville der blive holdt bryllup for hende, når familien havde fundet et passende parti. Mange nøjedes dog blot med at flytte sammen, men var der råd, skulle der fejres bryllup. Det var ikke usædvanligt at blive gift med en mand der var langt ældre, eventuelt en enkemand. Blev kvinden enke, kunne det være hende der giftede sig med en yngre mand.
Bryllup betød "brudeløp", altså at bruden med sit følge førtes fra pigens hjem til mandens. Var hun stadig jomfru, lånte hun gerne kirkens brudekrone og bar den på det udslagne hår (som himmeldronningen Maria). Når pigen kom til sit nye hjem blev kronen taget af og hun fik hovedlin på. Nu var hun en gift kvinde. Fra hedensk tid mente man at lin´et beskyttede hende mod onde øjne, men også at det gav hende en fordel når hun skulle tage sin gom i nærmere øjensyn - at hun så ham før han så hende.
Der var ritualer for frugtbarhed og lykke. Således ville de nærmeste, samt præsten, følge brudeparret helt til sengs, og præsten vil velsigne sengen og de efterfølgende generationer, der skulle komme til at ligge i den. Tilsidst ville de unge blive klædt af og lagt i seng.

Husfrue
Sommer og sensommer: ormemåned (juli), høstmåned (august) og fiskemåned (september). Tid for høhøst, kornhøst og tæskning.
I sine bedste år, som husfrue skulle Anna holde sammen på en stor familie og arbejdsplads. Hun bar husets nøgler til forrådsrum m.v., og dermed fulgte ansvar. Hendes arbejde ville bestå i at passe smådyr og urtegård, lave mad, passe mælkeproduktion med fremstilling af smør, ost og surfløde, sørge for saltning og røgning af de slagtede dyr, samt forestå brødbagning og ølbrygning. Uld og linned skulle bearbejdes og væves til klæde.
Hun ville deltage i landsbyens fester og ritualer, og lære kyndighed i mange ting, bl.a. indsamling af urter og rødder til føde og helbredelse af sygdomme. Selv om det var forbudt ville hun også kende til magiske formler og remedier

Alderdom
Det blev sædemåned (oktober): Så skulle vintersæden i jorden; dernæst slagtemåned (november) og tilsidst kristmåned (december), hvor julebagningen gik i gang.
Når Anna ikke længere kunne deltage aktivt i arbejdet måtte hun leve på aftægt hos een af sine børn. Hendes aktiver ville være den hukommelse hun ejede om slægten og egnen og de historier der knyttede sig dertil. Hun ville passe børnebørnene, og med sin ske ville hun søbe den sidste næring til sig.

Rasmus og de 7 frie kunster
Alle skoler i senmiddelalderen, uanset om det var klosterskoler, katedralskoler eller universiteter,baserede deres grundskoling på "Artes Liberales" - de 7 frie kunster, der var kendt og anvendt siden oldtiden.
Rasmus havde lært sig både trevejen og firvejen.
Trevejen var elementærkurset, hvor der lærtes grammatik, retorik og dialektik (logik), dvs. kendskab til sprog, litteratur og filosofi - det vi idag kalder humaniora. Fortsættelsen, firvejen, svarede til naturvidenskabens fag, nemlig aritmetik, geometri, musikteori og astronomi.

Fra klosterskole til universitet
Efterhånden som der fra 500-tallet var oprettet klostre rundt om i hele den kristne verden, blev de centre for skrivekyndighed og astronomiske beregninger. Men meget få skrifter fra den græske videnskab var blevet oversat til latin, så i århundreder var størstedelen af denne lærdom ukendt for det kristne samfund. Kontakten med den arabiske lærde verden i 1100-årene medførte en uvurderlig blomstring af videnskaben i den katolske verden. Araberne havde i århundreder kendt og bygget videre på de græske skrifter. Universiteter etableredes i mange europæiske byer, og overtog en væsentlig del af den højere uddannelse. De nye tiggermunkeordener der i 1200-årene etablerede sig i de europæiske byer, fik også vigtige studiecentre.

Klostrene benyttede den almene dannelse som et redskab i den daglige praksis, så at munke og præster kunne læse og skrive på latin, der var kirkens fællessprog, kunne synge, og beregne kalenderen. Desuden fordrede man et kendskab til jura, idet en del af den middelalderlige retspraksis, den kanoniske ret, blev forvaltet af kirken.

Den højere dannelse
Efter Artes Liberales kunne man specialisere sig i embedsfag såsom teologi, jura eller medicin.

Studerede man jura på universitetet fik man kendskab til både kirkeret og til den civile romerret. INorden prægede den gamle germanerret også lovgivningen, der således var temmelig kompleks. Man havde landskabslove, forvaltet af kongen, stadsretter forvaltet af bystyrerne og kirkeret der blev håndteret af kirken.

Medicinen afspejlede den middelalderlige opfattelse, at alt hang sammen i en universel sammenhæng, og at den store verden, makrokosmos, spejlede sig i det enkelte menneske, mikrokosmos. Ved en sygdomsdiagnose benyttede man oldtidens opdeling af kroppen i de fire grundvæsker, blod, gul og sort galde samt slim, og de fire temperamenmter. Det hele blev sat sat ind i et sammenhængende system med de fire elementer, årstider og stjernebilleder.
Således fik astrologien eksempelvis indflydelse på, hvornår det var gavnligt at årelade - en praksis som var meget anvendt. Man mente at åreladning kunne rense en person for urenheder og sygdom.
Endvidere havde man et stort kendskab til behandlig med planter og urter.

Astronomien lærte de studerende et verdensbillede der byggede på antikkens verdensopfattelse, med jordkloden i centrum som verdens ubevægelige midtpunkt, omgivet af de tre øvrige elementer, vand, luft og ild. Udenfor kredsede planeterne i deres respektive baner, og yderst var stjernehimlen med fiksstjernerne, inklusive dyrekredsens tolv stjernetegn. Udenfor dette var der ingenting.
I midddelalderen blev dette verdensbillede udbygget med den kristne åbenbaring: at Gud har skabt verden, at han er altings skaber og ophav. Det astronomiske verdensbillede blev så at sige rammet ind af en åndelig dimension, med et hieraki af engle, og med Gud som den øverste myndighed.
Denne opfattelse af verden hvilede på en dobbelt naturbetragtning: Naturen blev gjort til genstand for en videnskabelig analyse, baseret på sansningen, men opfattedes også som tegn og symboler på en åndelig virkelighed. Solen var Kristus, månen var kirken osv. Man anerkendte begge, men forstod at skelne. Astronomien blev kaldt "den naturlige theologie".

Skolastikken og middelalderens paradoks
Den lærdes arbejdsplads var således både et studiekammer og et symbolsk ladet rum, og denmiddelalderlige teologisk-filosofiske tænkning, kaldet skolastikken, var et typisk udtryk for denne måde at forstå verden på.
Skolastikken var en bestræbelse på at forene den tænkte verden med den åbenbarede, for Gud havde jo givet mennesket forstanden til at udforske hans vidunderlige skaberværk. Teologen Thomas Aquinas sammentænkte i 1200-årene oldtidens filosofi med den kristne åbenbaringslære. En af de græske tænkere der fik størst betydning for skolastikken, var Aristoteles.

Aristoteles mente at al viden kommer af sanseerfaringer, som fornuften så bearbejdede på mere eller mindre abstrakte niveauer. Han mente endvidere, at alting befinder sig i spændingsfeltet mellem mulighed og virkeliggørelse. Thomas Aquinas kombinerede denne opfattelse med den kristne forestilling om at alt indtager en bestemt plads på skalaen mellem det højeste, Gud, ned til det nederste, den ubestemte materie. Gud er den rene virkeliggørelse, kan ikke virkeliggøres mere end han allerede er, medens materien befandt sig på forskellige stadier af realisering af indeboende muligheder.

Selv om denne bestræbelse på at forene fornuften med troen, i sig rummede kimen til splittelse og opdeling i de moderne videnskaber, medvirkede den middelalderlige dannelse til en højt udviklet skoling af tanken og diskussion af universelle begreber.