De tørre, varme somre giver forhøjet risiko for skovbrande. Der kan være tale om naturligt forekommende brande som følge af lynnedslag og klippeskred. Men der kan også være tale om brande som opstår ved et uheld eller er bevidst påsatte. Det er der mange eksempler på fra bl. a. Australien og Sydfrankrig.

Den naturligt forekommende stedsegrønne krat, der i Middelhavsområdet kaldes "Maki" og det mere åbne buskads, der kaldes "Garigue" er derfor stærkt ildpåvirket, og består af planter som har udviklet specielle tilpasninger til brand. Nogle træer har således tyk, isolerende bark (Korkeg, Quercus suber). Andre har frø, hvis spiring fremmes af den kraftige varmepåvirkning, og som kan ligge parat til at spire i adskillige år, hvis de ikke opvarmes. Det gælder f.eks. arter af Gyvel (Cytisus, Teline).

Dominerende livsformer i dette klima er stedsegrønne træer med læderagtige blade, så som Steneg (Quercus ilex ) og Laurbær (Laurus nobilis), der begge kommer fra Middelhavsområdet, eller den smukt blåblomstrede Ceanothus, der kommer fra Kalifornien. Nogle buske har smalle indrullede blade, ligesom vor hjemlige Hedelyng, f. eks. Rosmarin (Rosmarinus officinalis). Cistus-slægten omfatter buske med blade hvis tætte hårlag nedsætter fordampningen. Hos mange australske Acacier (Acacia) nedsættes fordampningen takket være et tykt vokslag på oversiden af bladene og nedsænkede bladspalteåbninger.

Løg- og knoldplanter som Crocus, Iris, narcisser og jordorkidéer udnytter det lune og fugtige forår, hvorefter de overjordiske dele visner bort i forsommeren. Énårige planter fuldender hele deres livscyklus i løbet af de få forårsuger, og overlever den ugunstige tørre sommer som frø.