Subtropiske ørkner og buskstepper findes i områder, hvor den årlige nedbør er mindre end 200 mm og den potentielle fordampning er over 2000 mm. De mest ekstreme ørkner, såsom det centrale Sahara er vegetationsløse. I andre ørkner falder der en lille smule regn med uregelmæssige mellemrum. I kystnære ørkner kan tågedannelse bevirke at planterne har adgang til sparsomme vandmængder selvom den nedbørsmængde man kan måle er forsvindende lille . Det sidste ser man langs vestsiden af de sydhemisfæriske kontinenter hvis klima er kraftigt påvirket af nordgående kolde havstrømme.

Planterne i ørkener står spredt på grund af den lave og uregelmæssige vandforsyning og at de har flere specielle tilpasninger, hvad angår vandhusholdningen. Rodsystemet kan som hos Kaktus (Cactcus Sp., Echinocactus grusonii, Opuntia stenopetala, Opuntia bundplantii) være vidt forgrenet, og de overjordiske organer kan udvise mange typer af tilpasninger til de ekstreme forhold hvilket kan iagttages i huset.

Nogle planter overlever tørre perioder enten som frø (enårige) eller som underjordiske løg, knolde eller jordstængler. Nogle slyngplanter, der findes i tørre områder har stængler, der er ekstremt opsvulmede lige over jordoverfladen (se Cyphostemma, Petopenti a). Andre har rødder, der kan nå ned til grundvandet også selv om dette ligger i anselig afstand fra jordoverfladen (Acacia karroo og Cassia artemisioides) og har således adgang til vand i selv i tørreste perioder.

Mange planter i dette hus er blåduggede. Dette skyldes en voksbeklædning, som filtrerer solens ultraviolette stråler fra. De ultraviolette stråler er nemlig skadelige for planternes grønkorn. Planterne der tilhører Kaktus-, Stenurt- og Middagsblomstfamilierne (henholdsvis Cactaceae, Crassulaceae og Aizoaceae) har en speciel form for forosyntese (CAM), der bevirker, at spalteåbningerne er åbne om natten og lukkede om dagen, hvor risikoen for vandtab er størst (se Kalanchoe, Crassula, Opuntia og Lampranthus).

Sukkulenterne er den gruppe, der er rigest repræsenteret i dette hus, og den gruppe, man normalt forbinder med ørkner. Sukkulenterne oplagrer vand i de opsvulmede vegetative dele med henblik på genanvendelse i tørkeperioder. Sukkulenter kan man efter oplagringsorgan opdele i : 1) Rodsukkulenter, f. eks. Asparges (Asparagus og Pachypodium); 2) stængelsukkulenter, f. eks. Kaktus, Vortemælk (Euphorbia), og Ådselkaktus (Stapelia-blomsten) og 3) bladsukkulenter, f. eks. Aloe, Agave, Crassula, Echeveria og Kalanchoe.