Arnaldoa argentea
Arnaldoa argentea
er en nyopdaget art, som blev beskrevet af videnskaben i 2002. Den findes kun i tørre dale i det sydlige Ecuador. Tidligere kendte man i slægten kun arten Arnaldoa weberbaeri
, som man finder i lignende habitater flere hundrede km længere sydpå i Peru. Den adskiller sig blandt andet ved at have orange blomster.Ecuador er et meget artsrigt land, med flere plantearter end i hele Europa i et land på størrelse med Storbritannien. Der er stadigvæk mange ubeskrevne plantearter, og blandt dem også store og opsigtsvækkende arter som Arnaldoa argentea. Botanikere fra Aarhus Universitet har været meget aktive i udforskningen af Ecuadors flora (alle de vildtvoksende arter i landet), og herbariet (samlingen af pressede tørrede planter, som er det vigtigste arbejdsmateriale i denne type forskning) ved Aarhus Univesitet er et af de mest komplette når det gælder planter fra Ecuador. En af opdagerne af A. argentea er den tidligere Århus-botaniker Peter Møller Jørgensen.
Bougainvillea glabra Choisy
Slægten er opkaldt efter den franske opdagelsesrejsende L. A. de Bougainville (1729–1811). Den dyrkes overalt under lidt varmere himmelstrøg. Da Bougainvillea glabra
den er en kraftig og tornet lian, har den ofte samme funktion som Arkitektens Trøst har her i landet. Der findes mange farvevarianter af arten. De violette højblade, der sidder i grupper på 3 og næsten skjuler de uanseelige lysegule blomster, virker som blikfang for de bestøvende insekter. Højbladenes farver skyldes betalainer. Højbladende bliver siddende efter blomstringen. De bliver efterhånden lyse og papiragtige. Deraf det engelske navn ”Paperflower”. Bægeret er rørformet og ligner en krone. Det er 5-tandet og har 8 små støvdragere siddende på indersiden af røret. Der er ingen kronblade, og i midten af blomsten er der et enkelt frugtblad, der danner en nød. Arten kommer oprindeligt fra Brasilien og tilhører familien Nyctaginaceae.
Anigozanthos
Sydvestaustraliens flora er ualmindelig artsrig og i høj grad unik – de fleste plantearter, som man finder der, findes kun der. Man siger, at de er endemiske. Hvis man går et skridt op i det taksonomiske hierarki, finder man også rigtigt mange endemiske slægter. Grunden til den høje endemisme er sandsynligvis, at området klimatisk set er en ø med middelhavsklima afgrænset af enorme områder med ørken og halvørken, og at der har været et relativt stabilt klima i lang tid, uden klimatiske katastrofer, som har ført til uddøen.
En af de plantefamilier, som er virkelig typiske for Sydvestaustralien, er Haemodoraceae, som godt nok findes i andre dele af verden, men som her opviser den største mangfoldighed med et stort antal arter i de fleste vegetationstyper. Der er tale om farverige og opsigtsvækkende blomster, som let kan kendes på at blomsterne og blomsterstandsaksen har et plysagtig hårdække, og på at blomsten, som hos de fleste enkimbladede har seks blosterblade. Formen på blomsten varierer fra regelmæssig, klokkeformet til uregelmæssig.
Den mest kendte slægt er Anigozanthus, kænguru-poterne, som har uregelmæssige blomster, hvor alle seks blosterblade danner et ”tag” over blomsten. En af arterne, A. manglesii, er faktisk ”state flower” for delstaten Western Australia. I væksthusene dyrkes den højtvoksende Anigozanthos flavidus
med gullige blomster. Alle Anigozanthos-arter bestøves af fugle, især af den i Australien almindelige fuglefamilie Meliphagideae (honey-eaters). Flere arter, måske især A. flavidus, dukker ikke så sjældent op i blomsterhandlen som snitblomst. I de fleste tilfælde er de blevet dyrket i Israel, hvor mange gartnerier specialiserer sig i australiske prydplanter, som trives godt i det mellemøstlige klima.Acacia
Acacia-slægten omfatter over 1.200 arter og er udbredt overalt i tropiske og subtropiske egne. De er især typiske for tropisk tørskov og står ofte som isolerede træer på f.eks. den afrikanske savanne. Allerstørst er mangfoldigheden i Australien, hvor langt over halvdelen af arterne hører hjemme. Nogle dyrkes ved Middelhavet, og et par er måske hårdføre i Danmark.
Nogle gange bruges navnet acacie om en anden bælgplante, robinie
(Robinia pseudacacia), som f.eks. leverer nektaren til "acaciehonning". Den er et nordamerikansk træ, som er almindeligt dyrket og forvildet herhjemme. Arten kendes på de hvide ærteblomster, som sidder i hængende klaser. Acaciaernes blomster er meget små og sidder i tætte, kuglerunde, oftest gule hoveder.Acacia pendula
og Acacia deanei
i hus 1 fra Australien blomstrer lige nu. Disse arter mangler, ligesom de fleste andre australske Acacia-arter, en egentlig bladplade, men dens funktion er overtaget af bladstilken, som er affladet og bladlignende, en såkaldt fyllodie.Den sydafrikanske Acacia karroo
i hus 2 er ligeledes i blomst. Artsepitetet kommer fra en sydafrikansk region, "the Great Karroo". Ligesom mange andre afrikanske acaciaer er den bevæbnet med store torne, som beskytter den mod de mange græssende dyr. Arten er meget almindelig som vildvoksende, men dyrkes også da den bliver til et smukt lille træ med rig blomstring. Her blomstrer den stadig ved den tid, hvor foråret kommer til Sydafrika!HUS 2
Opuntia
Denne store kaktusslægt kendes nemt på den vegetative bygning. Stængelen er forgrenet og opdelt i affladede, ovale segmenter. Tornene er, som hos mange andre kaktus, begrænset til såkaldte areoler, små ophøjninger som er regelmæssigt fordelte på stængelsegmenterne. Udover normale torne er der også meget små, fine torne med modhager, s.k. glochidier, som fæstner sig i huden ved berøring og er meget svære at fjerne.
Opuntia
er udbredt over store dele af det amerikanske kontinent, fra Canada til Argentina, og omfatter nogle af de mest hårdføre (kuldresistente) af alle kaktus. Nogle få arter kan dyrkes udendørs i Danmark, men bør beskyttes mod vinterregn. Vækstformen kan være alt fra krybende til træformig. De mest udpræget træagtige Opuntiaer finder man på Galapagos. Her er det tilsyneladende de store landskildpadder som gennem årtusinder af hård græsning har selekteret for træformig vækstform.Frugterne af Opuntia er spiselige, og dem fra figenkaktus (O. ficus-indica) er en handelsvare. Smagen er hos mange arter noget vandet, men hos bl.a. figenkaktus sød og aromatisk. Unge stængelsegmenter (især af en tornfri form) bruges som grøntsag i det mexicanske køkken.
Figenkaktus er kilden til det røde farvestof kochenill, som var meget betydningsfuldt før, de kunstige farvestoffer kom på markedet. Det røde farvestof dannes af kaktussen, men koncentreres i skjoldlus som angriber planten. Kochenill er de afskrabede, indtørrede skjoldlus. Der er stadigvæk en vis produktion af kochenill, bl.a. på de Kanariske øer.
Opuntia-arter har en tendens at sprede sig voldsomt, når de bliver indført til områder med et klima, som ligner det i oprindelsesområdet. Det mest ekstreme eksempel er Opuntia aurantiaca, som dækkede enorme områder i Australien i begyndelsen af 1900-tallet og var en trussel mod kvægdriften og såvel som den oprindelige flora og fauna. Men da man indførte en af dens naturlige fjender fra oprindelsesområdet, en lille møl-art, gik kaktusbestanden meget hurtigt tilbage og er nu ikke mere et problem – et af de tidligste eksempler på succesrig biologisk kontrol.
Aloe
Aloe-arter
varierer i størrelse fra små urter til flere meter høje træer (Aloe deltoideodonta
, Aloe bakeri
, Aloe ferox
, Aloe claviflora
, Aloe arborescens
). Slægten kan kendes på de tæt stillede sukkulente blade med tænder
langs med bladranden. De kan ligne arter af Agave, men mangler de seje fibre som er karakteristiske for Agave-blade. Hvis bladene af Aloe bliver beskadiget, afgiver de en klar, slimet væske, som forsegler såret, når den tørrer ind.
Aloe har ofte gule eller orange rørformede blomster, som sidder i langstilkede klaser. De besøges af fugle, især solfugle, som i lighed med kolibrierne i tropisk Amerika er vigtige bestøvere.En række arter bruges medicinsk både ud- og indvortes. Mest kendt i denne sammenhæng er nok den arabiske art Aloe vera
, som er basis for hundredvis af kosmetiske og alternativ-medicinske produkter. Saften fra bladene bruges f.eks. på sår og ved solskoldning, hvor den hjælper med en vis antibiotisk og svalende effekt. Den indtørrede saft har en kraftig laksativ virkning.De fleste af de 400 arterne af Aloe findes i det sydlige Afrika, men udbredelsen når til Sahara og den Arabiske halvø.
HUS 3
Brugmansia, Engletrompet
Den smukke engletrompet har sit navn efter blomstens form - og efter giftigheden. Hvis man spiser den, vågner man først af lyden af englenes trompeter. Arten Brugmansia arborea
kommer oprindelig fra Andes, hvor den dyrkedes før den europæiske kolonisering, måske for sin skønhed, men helt sikkert også for giftens virkning - i mindre doser blev denne og beslægtede arter brugt af shamaner for den hallucinogene effekt. Det aktive stof er scopolamin, som også - i minimale doser - bruges i den vesterlandske medicin. Navnet kommer af slægten Scopolia
(scopolaminurt) som nogle gange dyrkes som prydplante i danske haver. Den tilhører, ligesom engletrompeten, natskyggefamilien. Slægten inkluderes undertiden i Datura, der ellers kun omfatter urter. I Danmark findes sjældent Pigæble, Datura stramonium
.Nesocodon mauritianus
Denne smukke plante kommer oprindeligt fra Mauritius, en vulkansk ø der tilhører øgruppen Maskarenerne i den Indiske Ocean. Lige som mange andre oceaniske øer er Mauritius hårdt ramt af artsudrydning. Selve symbolet for udryddelse, dronten (på engelsk dodo), fandtes på Mauritius og kun der. Den var en stor due uden flyveevne, som blev udryddet kort efter, at øen blev opdaget af europæerne i 1600-tallet. På engelsk bruger man talemåden "dead as a dodo" når noget er borte for altid.
Situationen for den bemærkelsesværdige flora på Mauritius er næsten lige så kritisk som for faunaen. Mauritius er lidt mindre end Fyn, men befolkningstætheden er tre gange så stor. Langt det meste af øen er opdyrket, og især sukkerrørsmarker dækker store arealer. En meget stor del af de oprindelige plantearter findes kun i reservater.
Floraen er forholdsvis veludforsket, så det var en stor sensation, da man 1976 opdagede en ny, opsigtsvækkende klokkeblomst på øen. Den var så enestående, at den placeredes i sin egen slægt i klokkeblomstfamilien, Nesocodon
. Den eneste vilde bestand af arten findes på en klippevæg ved et vandfald, hvor den er i sikkerhed for græssende dyr, som ellers er en trussel mod mange af de oprindelige planter på øen.Hvis man kigger ind i blomsten
, kan man se en rødlig væske i bunden Det er nektaren, en sukkerholdig væske som fungerer som belønning for bestøvere. Nektar er i langt de fleste tilfælde klar eller svagt gullig, men på Maskarenerne findes en række arter i forskellige familier, hvis nektar har denne opsigtsvækkende rødlige farve. Det vides ikke med sikkerhed, hvilken biologisk funktion den røde farve har. Men der findes observationer, som tyder på, at det er en tilpasning til bestøvning med fugle. Insekter kan i hvert fald normalt ikke se farver indenfor den røde del af spektret.HUS 4
Stangeria eriopus
De fleste cycadeer er mere eller mindre palmelignende i deres vegetative bygning. Dette er dog en overfladisk lighed, og de to grupper har intet nærmere med hinanden at gøre – palmerne er blomsterplanter og cycadeer nøgenfrøede planter med kogler, som ligner dem, man finder hos nåletræerne.
Cycadeerne var meget arts- og formrige i jordens middelalder (230-65 millioner år siden), men omfatter i dag kun ca. 150 arter. I dag er de fleste sjældne og har en lille udbredelse.
Stangeria-slægten omfatte kun den ene art, S. eriopus
, som afviger fra de fleste cycadeer ved sine blade, som mere minder om bregner end om palmer. Den underjordiske stamme bidrager også til den bregneagtige habitus. Arten er (eller har været) forholdsvis almindelig ved Sydafrikas sydøstkyst, hvor den vokser dels åbent i sand (oven for den saltpåvirkede zone), dels i krat. Koglerne ligner ikke nåletræskogler som hos de fleste cycadeer, men har en ligesom papiragtig overflade. Et hunindivid bærer lige nu kogler i hus 4. Hankoglerne ligner, men er mere aflange.Capsicum frutescens - chili og peberfrugt
Capsicum
-slægten kommer fra de varme dele af Nord- og sydamerika, men dyrkes nu over hele verden. Det er svært at tænke sig f.eks. det indiske og thailandske køkken uden chili, som giver den rigtige, "hede" fornemmelse, eller ungarsk gullasch uden paprika. Der findes en mangfoldighed af dyrkede varieteter, hvoraf de fleste tilhører arten C. frutescens. De varierer i form fra kugle til pind, i størrelse fra ært til mindre græskar, i farve fra gul til rød og lilla og ikke mindst i et vigtigt indhold af stoffet capsicin, som giver den skarpe smag. Den måske "hedeste" er habaneroen, som bliver orange-rød, stor som en blomme og har en noget uregelmæssig form. De store, søde peberfrugter fra supermarkedet mangler derimod helt capsicin, et resultat af århundreder af planteavl. De har ud over den kulinariske værdi også et stort indhold af C-vitamin, 4-5 ganger større end i appelsiner.HUS 5
Banan
Bananen (arter og hybrider af slægten Musa, familien Musaceae) stammer fra tropisk Asien, men dyrkes nu overalt i troperne. Sødt smagende bananer eksporteres i stor mængde og er af stor betydning for økonomien især i nogle "banarepublikker" i Syd- og Centralamerika. De stivelsesrige former ser man sjældent i supermarkedet, men de er et vigtigt ernæringsmiddel i tropiske egne. Der er også former, der dyrkes for bladfibrene, som har en mangesidig anvendelse (Manila-hamp).
Selv om bananplanten ligner et lille træ, er det tale om en urt - selve stængelen er tynd og urteagtig, men er omgivet af de blivende, stive bladskeder. Den kæmpemæssige blomsterstand tiltrækker flagermus, som bestøver blomsterne. De almindeligt dyrkede former danner dog frugt uden bestøvning og mangler så de ca. cm-store frø, som man finder hos de vilde arter.
Musa balbisiana
er den største banan, vi dyrker i Væksthusene. Eksemplaret der blomstrer i midterparcellen er inkl. blade over 7 meter høj.Ixora
Ixora
tilhører krapfamilien (Rubiaceae), som omfatter over 11.000 arter, hovedsagelig tropiske buske og små træer. I Danmark findes kun nogle urteagtige arter af hvilke, de fleste tilhører snerre-slægten. Familien kan nemt kendes på de modsatte blade (to blade fra det samme punkt på stængelen) med små eller store flige imellem. Blomsten karakteriseres bl.a. ved at være oversædig og helkronet. Ixora og dens nærmeste slægtning har en pollinationsmekanisme, som minder om den man finder i klokkeblomst - og kurvblomstfamilierne, hvor den dog er opstået uafhængigt. Pollenet overføres til griffelen i knopstadiet og "præsenteres" for besøgende insekter og andre pollinatorer fra griffelen. Når pollenet er fjernet, åbnes støvfangets to flige, og blomsten er så modtagelig for pollen fra andre blomster. Slægten Ixora er pantropisk (findes i den tropiske zone på alle kontinenter) og omfatter over 300 arter. De har farverige blomster i gult, hvidt eller rødt og bestøves sandsynligvis mest af sommerfugle.
Victoria cruziana Orb.
Denne slægt af kæmpeåkander, der er opkaldt efter Dronning Victoria af England, blev første gang fundet i 1801 ved Amazonfloden, men det var først i 1846 det lykkedes at få frø af Victoria amazonica, der blev transporteret til England i en våd lerklump, til at spire i Royal Botanic Gardens Kew. Skønt planterne voksede godt, døde de uden at have blomstret, og det var først i 1849, det lykkedes to engelske læger at sende frø i en vandflaske hjem fra Britisk Guyana. Hertugen af Devonshire fik den til at blomstre i et væksthus ved Chatsworth House i Derbyshire, og Dronning Victoria fik den første blomst forærende. Den spektakulære art blev hurtigt populær i hele Europa, og der blev opført specielle væksthuse til dyrkning af den, ligesom den specielle bladopbygning med de mange radierende styrkeribber på bladets underside inspirere Sir Joseph Paxton, da han skulle konstruere de bærende konstruktioner til Crystal Palace i London.
Der er to arter af kæmpeåkander. Den ovenfor omtalte V. amazonica, der kun findes i Amazon- og Orinoco-bassinet, har blade, der er op til 2 m i diameter. Bladpladen er lidt rødlig og randen er op til 15 cm høj. Victoria cruciata
, St. Cruz Åkanden, kommer fra det nordlige Argentina, Paraguay og Bolivia. Det er denne art, der dyrkes i bassinet i hus 5. Den har op til ca. 140 cm, rent grønne blade, der har en bladrand, der er op til 20 cm høj. Bladene kan bære et 2-årigt barn Læg mærke til den piggede bladrand og bladunderside. Den enkelte blomst
er kun åben i to nætter, idet den bestøves af nataktive insekter, bl.a. vandbiller, der bliver tiltrukket af, at der i blomsten er en temperatur, der er op til 10 grader højere end i omgivelserne. Den første nat er blomsten rent hvid, den næste nat, når bestøvningen har fundet sted, rødmer den en smule. Her i huset omvikler gartnerne den udviklende frugt med gaze, således at det er muligt at fange frøene, før de synker til bunds i bassinet. Frøene opbevares mørkt og i vand, der er ca. 13-15 °C varmt. Selv om arten er flerårig på det naturlige voksested, og selv om det er muligt ved hjælp af kunstlys at holde den i live vinteren over her i huset, sår gartnerne den op hvert år i februar for at få en ung og livskraftig plante til at udvikle sig. Det er et af naturens vidundere, at man i løbet af 4-5 måneder kan få et frø på knap 1 cm i diameter, til at udvikle sig til en plante af disse dimensioner. Der skal god gødning til, gerne halvt omsat kogødning eller anden kvælstof- og fosfatrig gødning. Vandet skal vært lunt, mindst 24 °C, og der skal være klart sollys. Victoria amazonica og V. cruciata
kan krydse, hvorved man får den såkaldte ”Longwood hybrid”, der er en mellemform mellem de to arter.