Sparmannia africana - Stuelind
Sparmannia africana
er en gammel klassisk stueplante, som man ikke ser så tit mere. Grunden er sikkert, at den har brug for en kold periode i vintertiden for at trives og blomstre, og det får den sjældent i vore moderne boliger. Hvis man vil prøve at dyrke den kan man prøve med en udestue som dog ikke må blive alt for kold. Her ligner temperaturforholdene dem man finder i plantens oprindelsesområde i Sydafrikas kapprovins, som har såkaldt middelhavsklima med meget varme somre og temmelig kolde, men frostfrie vintre.Stuelinden tilhører katostfamilien, hvilket blandt andet kan ses på at støvdragerne er sammenvoksede ved basis, på at bladenes hovedstrenge udgår fra det samme punkt (de er hvad man kalder håndstrengede) og på at planten indeholder slim, som kan mærkes hvis man river et blad i stykker.
Stuelindens slægtsnavne kommer af, at den er opkaldt efter en af de første der beskrev kapfloraens mangfoldighed, svenskeren Andreas Sparrman (1748-1820).
Arnaldoa argentea
Arnaldoa argentea
er en nyopdaget art, som blev beskrevet af videnskaben i 2002. Den findes kun i tørre dale i det sydlige Ecuador. Tidligere kendte man i slægten kun arten Arnaldoa weberbaeri
, som man finder i lignende habitater flere hundrede km længere sydpå i Peru. Den adskiller sig blandt andet ved at have orange blomster.Ecuador er et meget artsrigt land, med flere plantearter end i hele Europa i et land på størrelse med Storbritannien. Der er stadigvæk mange ubeskrevne plantearter, og blandt dem også store og opsigtsvækkende arter som Arnaldoa argentea. Botanikere fra Aarhus Universitet har været meget aktive i udforskningen af Ecuadors flora (alle de vildtvoksende arter i landet), og herbariet (samlingen af pressede tørrede planter, som er det vigtigste arbejdsmateriale i denne type forskning) ved Aarhus Univesitet er et af de mest komplette når det gælder planter fra Ecuador. En af opdagerne af A. argentea er den tidligere Århus-botaniker Peter Møller Jørgensen.
HUS 2
Kleinia neriifolia
Stængelsukkulenter, altså planter med tykke, vandmagasinerende stængler er opstået mange gange i planternes udviklingshistorie. Kaktus, vortemælk og svalerodsfamilien er måske de mest kendte eksempler, og i disse grupper er der en stor del af arterne som er stængelsukkulenter. Der findes dog mange planter med den samme tilpasning i en lang række andre plantegrupper. En af disse er de kurvblomstrede, som er den største af alle plantefamilier og omfatter ca. 25.000 arter, f.eks. tidsler, margueritter, solsikker og mælkebøtter. Sukkulenterne er dog en lille minoritet, og det er især indenfor brandbægergruppen (Senecio og dens nærmeste slægtninge) der findes eksempeler på udtalt sukkulens.
En af de stængelsukkulente brandbægerslægtninge er Kleinia neriifolia
som er meget almindelig på tørre lavaområder på de Kanariske Øer, hvor den er endemisk. Floraen på oceaniske øer er ofte rig på endemer (planter som findes der og kun der). Disse er ofte dårlige til at konkurrere med indførte planter, og rigtig mange af dem er forsvundet eller på vej at forsvinde, bl.a. af denne grund. Hawaii og Tahiti er tragiske eksempler på dette. På de kanariske øer er situationen ikke så kritisk, og mange af endemerne er faktisk meget konkurrencedygtige. Kleinia neriifolia
er en af disse, og den opfører sig ofte som ukrudt. Man finder den også på stærkt forstyrrede områder inde i byer og langs med veje i de tørre områder.
HUS 5
Marcgravia
Marcgravia er en tropisk amerikansk slægt, som er bemærkelsesværdig både når det gælder måden den vokser på og blomsterstandens bygning og funktion. Hvis frøet spirer tæt på et træ, vokser den unge plante op ad stammen og fæster sig med klatrerødder. Den danner små afrundede, hårede blade tæt på barken. Når den er nået til trækronen danner den hængende grene med glatte, spidse blade. Et lignende skift, men mindre radikalt kan ses hos den almindelige vedbend (efeu).
Blomsterstanden hos Marcgravia
er en meget regelmæssig skærm, en blomsterstandstype hvor alle blomsterstilke udgår fra det samme punkt. De ydre blomster er fertile og tokønnede, med mange støvdragere og en rund frugtknude med et lille støvfang. Blomsten åbnes ved at kronbladene falder af som en lille hat eller et låg. De indre blomster er små og golde, men et af forbladene på blomsterstilken er kraftigt forstørret og omdannet til et kandelignende nektarium fyldt af sød nektar.Bestøverne er ofte fugle eller flagermus. For at nå frem til nektaren bliver nødt til at passere forbi de åbne blomster, hvorved de får pollen på hovedet, som kan bestøve de næste blomsterstande, der besøges. Fuglebestøvede marcgraviaer har normalt røde blomsterstande, og blomster som åbnes om morgenen. De flagermusbestøvede arter har blege farver og åbnes om aftenen. Den art, som dyrkes i Væksthusene, er ikke identificeret - og måske ubeskrevet af videnskaben. Dens bestøvningsbiologi er heller ikke kendt, men ud fra blomsterfarverne kan man gætte på, at det er flagermus, som er de "legitime" bestøvere. Marcgraviaen i Væksthusene sætter tydeligvis frugt uden besøg af hverken kolibrier eller flagermus, så der er åbenbart også mulighed for selvbestøvning.
