Bougainvillea glabra Choisy
Slægten er opkaldt efter den franske opdagelsesrejsende L. A. de Bougainville (1729–1811). Den dyrkes overalt under lidt varmere himmelstrøg. Da den er en kraftig og tornet lian, har den ofte samme funktion som Arkitektens Trøst har her i landet. Der findes mange farvevarianter af arten. De violette højblade, der sidder i grupper på 3 og næsten skjuler de uanseelige lysegule blomster, virker som blikfang for de bestøvende insekter. Højbladenes farver skyldes betalainer. Højbladende bliver siddende efter blomstringen. De bliver efterhånden lyse og papiragtige. Deraf det engelske navn ”Paperflower”. Bægeret er rørformet og ligner en krone. Det er 5-tandet og har 8 små støvdragere siddende på indersiden af røret. Der er ingen kronblade, og i midten af blomsten er der et enkelt frugtblad, der danner en nød. Arten kommer oprindeligt fra Brasilien og tilhører familien Nyctaginaceae.
HUS 2
Stapelia
Der er måske forskellige meninger om, hvorvidt Stapelia-blomsten
er smuk. Derimod er de fleste nok enige i, at lugten er ubehagelig og minder om rådnende kød eller afføring. Blomsternes farver og lugt tiltrækker fluer som pollinerer blomsterne, mens de bevæger sig rundt i blomsten. Det er dog ”snyd” fra plantens side, for der findes ikke noget som fluerne kan spise. Nogle af dem bliver dog så grundigt snydt at de lægger æg i blomsten - som selvfølgelig går til spilde. Stapelia er en slægt af singrønfamilien, som udover urter, buske og træer også omfatter en række bladløse stængelsukkulenter. De fleste af disse finder man i Afrikas tørområder, hvor de kan siges at udfylde den samme økologiske niche som kaktusserne, som er en fjernt beslægtet amerikansk familie. Et andet dansk navn for disse udbredte potteplanter er ådselkaktus.HUS 3
Nesocodon mauritianus
Denne smukke plante kommer oprindeligt fra Mauritius, en vulkansk ø der tilhører øgruppen Maskarenerne i den Indiske Ocean. Lige som mange andre oceaniske øer er Mauritius hårdt ramt af artsudrydning. Selve symbolet for udryddelse, dronten (på engelsk dodo), fandtes på Mauritius og kun der. Den var en stor due uden flyveevne, som blev udryddet kort efter, at øen blev opdaget af europæerne i 1600-tallet. På engelsk bruger man talemåden "dead as a dodo" når noget er borte for altid.
Situationen for den bemærkelsesværdige flora på Mauritius er næsten lige så kritisk som for faunaen. Mauritius er lidt mindre end Fyn, men befolkningstætheden er tre gange så stor. Langt det meste af øen er opdyrket, og især sukkerrørsmarker dækker store arealer. En meget stor del af de oprindelige plantearter findes kun i reservater.
Floraen er forholdsvis veludforsket, så det var en stor sensation, da man 1976 opdagede en ny, opsigtsvækkende klokkeblomst på øen. Den var så enestående, at den placeredes i sin egen slægt i klokkeblomstfamilien, Nesocodon
. Den eneste vilde bestand af arten findes på en klippevæg ved et vandfald, hvor den er i sikkerhed for græssende dyr, som ellers er en trussel mod mange af de oprindelige planter på øen.Hvis man kigger ind i blomsten, kan man se en rødlig væske i bunden Det er nektaren, en sukkerholdig væske som fungerer som belønning for bestøvere. Nektar er i langt de fleste tilfælde klar eller svagt gullig, men på Maskarenerne findes en række arter i forskellige familier, hvis nektar har denne opsigtsvækkende rødlige farve. Det vides ikke med sikkerhed, hvilken biologisk funktion den røde farve har. Men der findes observationer, som tyder på, at det er en tilpasning til bestøvning med fugle. Insekter kan i hvert fald normalt ikke se farver indenfor den røde del af spektret.
HUS 4
Vanilla
Vanilla er en slægt inden for orkidefamilien, og blomsten er den for orkideer typiske, med tre ydre blosterblade, som er næsten ens, og tre indre, hvoraf det, der peger nedad og kaldes læben, afviger i form og størrelse fra de øvrige. De fleste orkideer er enten epifytter, der sidder på trægrene i regnskoven, eller urter nede på jorden ligesom vores hjemlige arter. Vanilla-arterne er bemærkelsesværdige ved at være lianer med op til 30 m lange klatrende stængler. Nogle arter mangler helt blade, og det er så stænglen som er det fotosyntetiserende organ.
Vanilla-slægten omfatter ca. 100 arter og er udbredt i hele det tropiske og varmtempererede område. Den mest kendte art er Vanilla planifolia fra Mexico, som siges at være den eneste orkide, som dyrkes til andet end pynt. Det er den aflange kapsel fra denne art som bruges. Kapslen høstes, når den er næsten moden, og gennemgår en gæringsproces, før den tørres til den brune pind, vi kender som en vaniljestang (ægte vanilje). Allerede de gamle azteker havde opdaget artens kulinariske værdi og brugte den sammen med kakao, en kombination som stadig kan ses i dessertchokolade.
Allerede i slutningen af 1800-tallet lykkedes det kemikere at syntetisere det aromatiske stof i vanilje, vanillin. Feinschmeckere foretrækker dog stadigvæk den ægte vare, som har en rigere og mere kompleks smag, så der er stadig et marked for ægte vanilje. I dag dyrkes vanilje hovedsagelig på Madagaskar. Denne ø er jo langt fra plantens oprindelsessted, og de naturlige bestøvere mangler. Dyrkningen er derfor arbejdsintensiv, da hver eneste blomst må selvbestøves manuelt ved at presse støvknappen modstøvfanget.
Udover Vanilla planifolia
, som har gulgrønne blomster, dyrkes i Væksthusene også den smukke Vanilla imperialis
, som har større blomster, hvor blosterbladene har lilla rand.
Ingefærplanter
Ingefærfamilien
(Zingiberaceae) [fotos fra hus 5] er en helt overvejende tropisk plantegruppe. Langt de fleste findes i Sydøstasien, men nogle også i regnskove i Afrika og tropisk Amerika. Indtil nu er der beskrevet 52 slægter og mere end 1.300 arter.Familien Zingiberaceae har i mere end 30 år været et vigtigt forskningsområde ved Biologisk Institut ved Aarhus Universitet, hvor professor emeritus Kai Larsen og medarbejdere har beskæftiget sig med især thailandske ingefærplanter.
Planter af ingefærfamilien indeholder aromatiske og skarpt smagende stoffer og anvendes både som krydderier og naturmedicin. De er på grund af indholdsstofferne genstand for megen farmaceutisk forskning. Jordstænglerne af mange Curcuma-arter
anvendes således til at behandle leversygsomme (gulsot og galdsten) såvel som astma, hoste og bronchitis. Derudover leverer Curcuma krydderiet gurkemeje, der farver blandingskrydderiet karry gult. Det mest kendte krydderi er ellers ingefær, som er jordstængelen fra Zingiber officinale
. Artsepitetet, "officinale" betyder at det er tale om endnu en anerkendt medicinalplante. Kardemomme (Elettaria cardamomum og andre arter) er meget brugt som krydderi i store dele af verden, men i ganske forskellige kulinariske sammenhænge som indiske curries, arabisk kaffe og svenske boller.Ingefærfamiliens arter har sarte, kortlivede blomster, som ofte sidder i tætte blomsterstande med skarpt farvede, specialiserede blade (såkaldte højblade) som i de fleste tilfælde bidrager mere til den visuelle tiltrækning end selve blomsterne. Hos Zingiber-slægten
danner højbladene en nærmest koglelignende struktur, som kan være meget farverig. Flere arter i denne og andre slægter i Ingefærfamilien er i Sydøstasien meget brugte, holdbare snitblomster der nogle gange finder vej til blomsterhandlen her i landet.HUS 5
Begonia
Begonia
er en slægt med over 900 arter i tropiske og subtropiske dele af verden. De fleste vokser skyggede og fugtige steder, især i bundlaget i den tropiske regnskov, eller som epifytter oppe i store regnskovstræer. Begonia socotrana er en af de mest tørketilpassede, og som navnet siger findes den på øen Socotra, en ø med nærmest ørkenagtigt klima som ligger ud for Afrikas horn. Denne art har vist sig værdifuld i planteforædlingen, da den ved hybridisering giver afkommet en større modstandskraft over for tørke, en stor fordel ved dyrkning i et moderne hjem, hvor luften ofte er tør. Dyrkningen af Begoniaarter som stueplanter har lang tradition, og der findes hundredvis af navnesorter. Nogle dyrkes for de farvestrålende blade (f.eks. Rex-hybriderne), andre primært for blomsterpragten. Fyldte begoniaer har blomster hvor støvdragerne er omdannede til kronbladlignende organer. Nogle navnesorter er meget gamle, og har overlevet som kloner (gennem stiklingsformering) i mere end 100 år, i mange tilfælde "fra hånd til hånd". Eksempel på dette er jernkorsbegoniaen og Begonia "de Lucerna".Begoniaslægten kan kendes på de ofte stærkt asymmetriske blade, som hos de fleste er noget "kantede". I blomsterstanden, som er en perfekt såkaldt gaffelkvast (En blomsterstand hvor den første blomst sidder for enden, og hvor de næste to udkommer i hjørnet af forblade på blomsterstilken. Dette gentages så op til mange gange). I en blomsterstand dannes først hanblomster, senere hunblomster. Hanblomsterne er normalt to-tallige, med et par indre og et par ydre blosterblade. Hunblomsterne har normalt fem kronbladagtige blosterblade. Desuden har de i mange tilfælde tre farvede "vinger " på frugtknuden, som bidrager til den visuelle attraktionskraft.
Alle begonieblomster mangler nektar, så det, besøgende insekter går efter, er pollen, som er meget næringsrig spise. Pollen findes selvfølgelig i rigt mål i hanblomsten, men mangler helt i hunblomsten. Kigger man nærmere på hunblomsten, ser man at støvfangene er gule og opfligede i lober som ligner støvdragere. Det er tydeligvis tale om "snyd", hvor hunblomsterne bliver bestøvet, fordi de besøgende insekter tror de er pollenfyldte hanblomster.
Indisk Lotus
Nelumbo nucifera
Gaertn. tilhører Nelumbonaceae og er en sumpplante, der oprindeligt stammer fra Asien. Den blev indført til Ægypten allerede år 500 f.Kr., men gror ikke længere i Nilen.Blomsterne er røde, og udgør ”padma” fra hvilket det asiatiske lotus-motiv er udviklet. Hinduerne anser den således for at være sprunget ud af guden Vishnus navle og for at have født Brahma, der i følge hinduerne skabte verden Bladene er skjoldformede og langstilkede. De flyder derfor ikke på vandet som åkander, selv om jordstænglen vokser under vandet i den mudrede bund i lighed med disse Fra jordstænglen får man den kinesiske ”arrowroot”. Den kan vokse op til 20 meter på en vækstsæson og anvendes som grøntsag. De tørrede frugtstande ses ofte i blomsterdekorationer
Theobroma cacao L.
Det videnskabelige navn på kakao, Theobroma cacao
, er afledt af det græske theos, gud og broma, føde, og henviser til frøene, hvoraf der fremstilles chokolade. Kakao kommer oprindeligt fra Mellem- og Sydamerika og blev allerede anvendt af aztekerne i Mexico, før Columbus opdagede Amerika. Nu bliver kakaotræet, der kan blive op til 8 meter højt og som er stedsegrønt, dyrket i alle troper. De bedste og dyreste chokolader bliver fremstillet fra kakaobønner af vestafrikansk oprindelse, idet kakaosmørret, som presses ud af bønnerne, her har den rette viskositet og et passende lavt smeltepunkt. Kakao blomstrer en stor del af året. Blomsterne sidder tæt samlede over gamle blade på stammen og på grenene under bladene. Dette fænomen kaldes cauliflori. Det kan iagttages hos mange regnskovstræer og buske og er en tilpasning til de bestøvere og frugtspredere, der færdes under kronlaget. Blomsterne er små og kompliceret opbygget. Der er et 5-delt bæger, 5 kronblade med en negl og en hætte, hvorover der er en smal båndformet del. Støvbladsrøret er krukkeformet og bærer 5 bundter af støvdragere, imellem hvilke der sidder 5 trådformede sterile støvdragere (staminodier). Frugtknuden, der er femrummet, udvikler sig til et stort rødligt bær med mange frø, der ligger i en saftig pulpa.
