Stylidium
De fleste arter af de ca 200 arter i slægten Stylidium (på engelsk "triggerplants" altså "aftrykkerplanter") er hjemmehørende i Australien, men der er også et par arter i Sydøstasien. I væksthusene dyrkes to arter fra det østlige Australien. Slægtens arter er mest urter, fra et par centimeter høje enårige urter til et par meter lange forveddede klatreplanter.
Blomstens bygning er højt specialiseret og på flere måder unik. Der er fem kronblade, men et af dem er meget stærkt reduceret. De to støvdragere er sammenvokset med griffelen til en griffelsøjle. Når et insekt prøver at nå ned til nektaren i bunden af blomsten, ”udløses” gynostemiet. Ved en bevægelse, som er den hurtigste man kender i planteverden, bøjer gynostemiet sig ned og deponerer med stor kraft pollen på insektets krop. Griffelsøjlen vender så langsomt tilbage til udgangspositionen og kan igen aktiveres. Blomsten er først hanlig, så selvbestøvning sker normalt ikke. I den hunlige fase er det stigmaet, som kommer i kontakt med pollen fra andre blomster på insektets krop. Bevægelsen er meget præcis, hvilket medfører, at der er høj sandsynlighed for at stigmaet berør netop den del af insektets krop, hvor der kan findes pollen af den samme art. Dette betyder at art og størrelse på det besøgende insekt er ikke så vigtig, så længe de sidder i den samme position i blomsten, når de bliver "beskudt", hvilket opnås ved blomstens symmetri og tilstedeværelsen af visuelle s.k. nektarguider
(kan ses som et mønster af mørkerøde linjer i centrum af blomsten).Pollinationsspecialiseringer af denne type medfører ikke kun at sandsynlighed for pollination øges, men også at der er brug for meget små mængder af pollen. Dette kan sammenlignes med vindbestøvning, som er ekstremt upræcist og "uøkonomisk" - enorme mængder af pollen spredes for vinden og kun en mikroskopisk lille del havner på støvfang af den samme art. Pollen er rigt på fedt og protein og dyrt at lave for planten. De "pollenøkonomiske" tilpasninger er særlig vigtige da Stylidium
ofte vokser på ekstremt næringsfattige steder, som f.eks. stærkt udvasket hvidt sand i vinterregnregionen i Vestaustralien, hvor der er mangel på de fleste mineraler.Der findes en spektakulær måde at skaffe den mineralernæring, som der er mangel på i mange naturlige habitater, navnlig karnivori, altså "fangst" af små dyr . Der findes tegn på at Stylidium-arter kan optage mineraler fra små insekter som hænger fast i de klæbrige kirtelhår, som ofte findes på f.eks. bægeret og stængelen. Lignende men meget mere sofistikerede og effektive mekanismer for insektfangst finder man dog f.eks. hos arter af Drosera (soldug), som fanger insekter med store kirtelhår på bladene. Drosera-arter findes ofte sammen med Stylidium i den vestaustralske vinterregnregion.
HUS 2
Aeonium
Aeonium
fra Marokko og de Kanariske Øer er en slægt der tilhører stenurtfamilien, som også inkluderer de hjemlige Sankthansurt (Sedum telephium) og bidende stenurt (Sedum acre). En lang række tørketilpassede have- og potteplanter tilhører denne familie. En af dem er husløgen (Sempervivum tectorum) som er indført i Danmark fra Centraleuropa og bl.a. vokser på hustage af tagrør og tørv. Den siges at beskytte mod ildebrand, hvilket nok også er rigtigt, hvis den dækker hele overfladen med sine vandmættede, tykke blade.Takket være nye metoder for slægtskabs- og DNA-sekvensanalyse har man vist, at de mange Aenonium-arter på de Kanariske Øer stammer fra en enkel kolonist fra fastlandet for flere millioner år siden. På øerne har slægten gennemgået en såkaldt radiation, hvilket vil sige, at der er sket en hurtig artsdannelse, hvor de mange arter er meget forskellige. Det skyldes dels tilpasninger til forskellige biotoper, dels opsplitning ved kolonisation af forskellige øer - langt de fleste af arterne er begrænset til en ø eller en del deraf. Man finder arterne på klipper tæt på havet, ved fyrreskovens øvre grænse ved ca. 2.200 m, på stengærder og i lysninger i laurbærskoven.
Blandt vækstformerne er der nogle, som meget minder om husløg, altså lave rosetter med mange, sukkulente blade. Bladrosetterne kan i form og størrelse variere fra flad tallerken til hvidkålshoved. Hos de rosetdannende Aeonium-arter dannes, ofte efter flere år, en stor, endestillet blomsterstand, hvorefter bladrosetten visner hen. Andre arter er buskformede med lange, tynde grene med bladrosetter for enden. Mellem disse ekstremer findes der næsten alle optænkelige mellemformer blandt de ca. 40 Aeonium-arter.
HUS 3
Epidendrum hybrider
Epidendrum
hybriderne er en af de mere farvestrålende epifytiske orchidéer i huset. De har smukke gule blomster, der er samlede i tætte stande, og de 2-radede blade, der kendetegner den gruppe af familien, som slægten tilhører (Orchidaceae - Epidendroideae).HUS 4
Vanilla
Vanilla
er en slægt indenfor orkidefamilien, og blomsten er den for orkideer typiske, med tre ydre blosterblade, som er næsten ens, og tre indre, hvoraf det, der peger nedad
og kaldes læben, afviger i form og størrelse. De fleste orkideer er enten epifytter, der sidder på trægrene i regnskoven, eller urter på jorden ligesom vores hjemlige orkideer. Vanilla-slægtens arter er derimod op til 30 m lange lianer. Nogle arter mangler helt blade, og det er så stængelen, som er det fotosyntetiserende organ.Vanilla-slægten omfatter ca. 100 arter og er udbredt i hele det tropiske og varmtempererede område. Den mest kendte art er Vanilla planifolia fra Mexico, som er den eneste orkide, som dyrkes til andet end pynt. Det er den aflange kapsel fra denne art som bruges - i gæret og tørret form sælges den som vaniljestang (ægte vanilje). Allerede de gamle azteker havde opdaget artens kulinariske værdi og brugte den sammen med kakao, en kombination som stadig kan ses i dessertchokolade.
Det lykkedes kemikere at syntetisere det aromatiske stof i vanilje, vanillin, allerede i 1890-tallet. Feinschmeckere foretrækker dog stadigvæk den ægte vare, som har en rigere og mere kompleks smag. I dag dyrkes vanilje hovedsagelig på Madagaskar. Denne ø er jo langt fra plantens oprindelsessted, og de naturlige bestøvere mangler. Dyrkningen er derfor arbejdsintensiv, da hver eneste blomst må selvbestøves manuelt ved at presse støvknappen mod støvfanget.
HUS 5
Banan
Musa balbisiana
Colla er den største banan, vi dyrker i Væksthusene. Eksemplaret der blomstrer i midterparcellen er over 7 meter høj. Nøjagtigt udbredelsesområde ikke kendt, men det oprindelige udbredelsesområde skal søges i tropisk Sydøstasien (Kina – Ny Guinea) og Indien. Denne art er en af stamformerne til de dyrkede bananer, der ofte har tre sæt kromosomer, og hvis andet eller andre kromosomsæt kommer fra Musa acuminata (et kromosomsæt benævnes A for denne art). De her i landet importerede og mest spiste bananer er således sterile og har AAA som kromosombesætning. De såkaldte Kogebananer har kromosombesætningen AAB, hvor B sættet kommer fra M. balbisiana, der er fertil og får kuglerunde frø.Caryota
Caryota mitis
Lour. Navnet er afledt af karyotis (karyon betyder nød på græsk), som af Dioscorides blev brugt til denne palme. Slægten, der har 12 arter, er udbredt fra Indien til Australien. De er de eneste palmer med dobbeltfinnede blade. Bladafsnittene er fiskehaleagtige. Skuddene påbegynder først blomstringen, når de har nået deres fulde højde. Da starter de med at sende blomsterstande ud for oven. Blomstringen fortsætter senere ned langs stammen, og når den når jorden, dør stammen. Men da palmen formerer sig ved sideskud, opretholder planten livet. Fiskehalepalmen, der er udstillet i Palmehuset, er naturligt udbredt i fra Burma til Malay Halvøen samt på Java og Filippinerne. Billedet viser de umodne frugter
.Petrea volubilis
Petrea volubilis
L. Denne store blå-violet-blomstrende, forveddede slyngplante kan beundres det meste af sommeren ved bassinet nær bagdøren i hus 5. Den tilhører jernurtfamilien og har modsatte, særdeles ru blade og bliver derfor på engelsk også kaldt for ”Sandpaper vine”. Arten forekommer naturligt i Centralamerika og de små Antiller.Theobroma cacao L.
Det videnskabelige navn på kakao, Theobroma cacao
, er afledt af det græske theos, gud og broma, føde, og henviser til frøene, hvoraf der fremstilles chokolade. Kakao kommer oprindeligt fra Mellem- og Sydamerika og blev allerede anvendt af aztekerne i Mexico, før Columbus opdagede Amerika. Nu bliver kakaotræet, der kan blive op til 8 meter højt og som er stedsegrønt, dyrket i alle troper. De bedste og dyreste chokolader bliver fremstillet fra kakaobønner af vestafrikansk oprindelse, idet kakaosmørret, som presses ud af bønnerne, her har den rette viskositet og et passende lavt smeltepunkt. Kakao blomstrer en stor del af året. Blomsterne sidder tæt samlede over gamle blade på stammen og på grenene under bladene. Dette fænomen kaldes cauliflori. Det kan iagttages hos mange regnskovstræer og buske og er en tilpasning til de bestøvere og frugtspredere, der færdes under kronlaget. Blomsterne er små og kompliceret opbygget. Der er et 5-delt bæger, 5 kronblade med en negl og en hætte, hvorover der er en smal båndformet del. Støvbladsrøret er krukkeformet og bærer 5 bundter af støvdragere, imellem hvilke der sidder 5 trådformede sterile støvdragere (staminodier). Frugtknuden, der er femrummet, udvikler sig til et stort rødligt bær med mange frø, der ligger i en saftig pulpa.
