Geranium
Storkenæbslægten (Geranium) har en række arter som er vildtvoksende i Danmark. Eksempelvis kan nævnes den smukke blodrød storkenæb (Geranium sanguineum), som også dyrkes som prydplante, og blød storkenæb (G. molle) som snarest er ukrudt.
De Kanariske øer og Madeira-øgruppen er begge af vulkansk oprindelse, og forfædrene til de planter, man finder der, er kommet med vind eller fugle. Øgrupperne har hver sin Geranium-art, hhv. G. canariense
og G. maderense
. De minder meget om flere europæiske arter, men er meget større, højere og mere rigtblomstrende end nogen fastlandsarter. Dette forhold, at ø-arter er meget højere end slægtninge på nærliggende kontinenter, kendes fra en lang række planteslægter. Planterne behøver ikke gå i hvile, da der ikke er nogen ugunstig kold eller tør periode, og mangelen på græssende dyr gør at planternes vækstpunkt ikke behøver at være ved jordoverfladen, men kan være højere oppe på stænglen.Anigozanthos
Sydvestaustraliens flora er ualmindelig artsrig og i høj grad unik – de fleste plantearter, som man finder der, findes kun der. Man siger, at de er endemiske. Hvis man går et skridt op i det taksonomiske hierarki, finder man også rigtigt mange endemiske slægter. Grunden til den høje endemisme er sandsynligvis, at området klimatisk set er en ø med middelhavsklima afgrænset af enorme områder med ørken og halvørken, og at der har været et relativt stabilt klima i lang tid, uden klimatiske katastrofer, som har ført til uddøen.
En af de plantefamilier, som er virkelig typiske for Sydvestaustralien, er Haemodoraceae, som godt nok findes i andre dele af verden, men som her opviser den største mangfoldighed med et stort antal arter i de fleste vegetationstyper. Der er tale om farverige og opsigtsvækkende blomster, som let kan kendes på at blomsterne og blomsterstandsaksen har et plysagtig hårdække, og på at blomsten, som hos de fleste enkimbladede har seks blosterblade. Formen på blomsten varierer fra regelmæssig, klokkeformet til uregelmæssig.
Den mest kendte slægt er Anigozanthus, kænguru-poterne, som har uregelmæssige blomster, hvor alle seks blosterblade danner et ”tag” over blomsten. En af arterne, A. manglesii, er faktisk ”state flower” for delstaten Western Australia. I væksthusene dyrkes den højtvoksende Anigozanthos flavidus
med gullige blomster. Alle Anigozanthos-arter bestøves af fugle, især af den i Australien almindelige fuglefamilie Meliphagideae (honey-eaters). Flere arter, måske især A. flavidus, dukker ikke så sjældent op i blomsterhandlen som snitblomst. I de fleste tilfælde er de blevet dyrket i Israel, hvor mange gartnerier specialiserer sig i australiske prydplanter, som trives godt i det mellemøstlige klima.Goodenia
Goodenia-blomsten ligner overfladisk arter af Lobelie, men Goodenia tilhører en familie for sig selv, Goodeniaceae, som taxonomisk står tæt på de kurvblomstrede. Der er over 400 arter i familien, langt de fleste australske. Man kan kende familien på den unikke ”pollenkop” på griffelen, som samler pollenet op fra egne støvdragere i knopstadiet. Når blomsten åbnes, spredes pollenet fra ”pollenkoppen”. Når alt pollen er væk begynder den hunlige fase, og støvfangene vokser op fra bunden af koppen. Støvfangene er så parate til at tage mod pollen fra andre blomster. Denne mekanisme er et eksempel på sekundær pollenpræsentation, hvilket indebærer at pollenet ikke spredes direkte fra støvknappen, hvor det er blevet dannet, men fra et andet organ. Dette menes at give en højere præcision ved overførslen til et besøgende insekt, og dermed kan planten klare sig med mindre mængder af pollen. Pollen er ”dyrt” at lave for planten, da det indeholder rigeligt med protein og fedtstof.
Goodenia ovata
kommer oprindelig fra det sydøstlige Australien og Tasmanien. Karakteristisk for arten er at den er dækket af en klæbrig fernis, som dannes af små kirtler på bladoverfladen. Dette beskytter sikkert mod insekter og andre dyr, og hjælper sandsynligvis også planten med at holde på vandet.På nærbilledet af blomsten ses det hunlige stadie.
Zanthedescia aethiopica - hvid kalla
Arum-familien kendetegnes ved en blomsterstand, kolben, som er dækket med massevis af små siddende blomster. Kolben omgives af et stort blad, hylsterbladet, som kan have forskellige farver og har til opgave at tiltrække sig bestøvernes opmærksomhed. Her er der tale om den ”klassiske” stueplante indenfor familien Zanthedescia aethiopica
(hvid kalla), som har gul kolbe og hvidt hylsterblad. Den var almindelig i nordiske vindueskarme før centralvarmens tid. Arten kommer ikke fra Etiopien som det videnskabelige artsnavn siger, men fra Sydafrika, og den har som så mange andre planter fra samme område brug for en kølig vinter og en varm, tør sommer for at trives godt. Bladene visner ned hen mod foråret, og planten overlever den tørre sommer som underjordisk knold.Zanthedeschia er naturaliseret og nærmest invasiv i det sydlige Portugal og Sydvestaustralien, hvor klimaet minder om det i hjemlandet.
Arten dyrkes også som snitblomst, og de afskårne blomster er i nogle lande meget (og næsten kun) brugte ved begravelser, måske fordi hylsterbladets rene, hvide farve har en symbolværdi i den sammenhæng.
Blomsten var et af den mexicanske billedkunstner Diego Riveras yndede motiver og har en vigtig rolle i f.eks. det ofte reproducerede maleri Vendedor de alcatraces.
Kødædende planter
Planter som fanger dyr opleves ofte som fascinerende. Måske skyldes det, at det er lidt chokerende at se den type adfærd hos planter, som jo normalt giver indtryk af at være fredelige og passive for ikke at sige ubevægelige.
Ofrene for de ”kødædende” planter er hovedsagelig insekter og andre leddyr, men nogle gange kan også små hvirveldyr som firben og frøer ende som planteføde. Menneskeædende planter ses kun på film.
Kødædende planter vokser i næringsstoffattige miljøer, hvor de nedbrudte smådyr giver planten et tilskud af fosfat, kvælstof og i nogle tilfælde også livsnødvendige metal-ioner. Planten producerer ofte enzymer som hjælper med at nedbryde de fangede dyr, sådan at planten kan optage de indgående næringsstoffer. Kulhydrater dannes, ligesom hos langt de fleste øvrige planter, ved fotosyntese.
Der findes fire hovedtyper af fangstmekanismer:
- ”Fluepapir”, hvor bladene er dækkede med klæbrige kirtler, som dyrene sidder fast på.
- ”Vandfælde”, hvor bladene danner væskefyldte beholdere, hvori dyrene falder ned.
- ”Slagfælde”, hvor bladene danner to klapper, som ved berøring af nogle følsomme hår lukker sig omkring dyret.
- Fangstblæren, som sidder på stængler eller blade i vand eller fugtig jord, hvor der er undertryk, sådan at små vanddyr suges ind, når de kommer i kontakt med følsomme hår ved mundingen.
- Den vidt udbredte familie Droseraceae hvor indgår slægterne Drosera
(soldug, se nedenfor), som har fluepapirmekanisme, og Dionaea
(se nedenfor) og Aldrovanda med ”slagfælder”. I Danmark findes tre arter af soldug. - Den tropisk asiatiske familie Nepenthaceae med en enkelt slægt, Nepenthes
. Langt de fleste er klatrende planter med vandfælde. - Cephalotus follicularis
er den eneste art i slægten Cephalotus – og i familien Cephalotaceae. Den har en meget lille udbredelse i det sydvestlige hjørne af Australien. Den har en vandfælde, som minder om den, man finder hos Nepenthes. - Sarraceniaceae
(fluetrompetfamilien, se nedenfor) er en lille familie af sumpplanter fra Nordamerika (slægterne Sarracenia
og Darlingtonia) og det nordlige Sydamerika (slægten Heliamphora). De har alle sammen vandfælder. - Familien Lentibulariaceae er helkronede planter tæt på læbeblomst- og maskeblomstfamilierne. Der er to store, vidtudbredte slægter: Utricularia
(blærerod) med fangstblærer på undervandsblade, og Pinguicula
(vibefedt) med klæbrige små kirtler på bladene. Begge slægter findes vildtvoksende i Danmark.
Soldugslægten, Drosera
, omfatter 110 arter og findes på alle kontinenter. Den største mangfoldighed finder man i de magre sandområder i det sydvestlige Australien. Som langt de fleste insektfangende planter vokser soldug næringsfattige steder, hvor insektfangst giver en stor konkurrencefordel. Der er tre arter i Danmark, som man ofte finder i moser. Den mest almindelige er rundbladet soldug (Drosera rotundifolia). Det danske navn kommer af de dråber af klistret sekret, som dannes i kirtler på bladoverfladen. Kirtlerne
sidder for enden af en stilk, som ofte er rødlig. De glinsende dråber tiltrækker insekter, som nemt hænger fast. Straks begynder hårene at bøje sig ind over dyret, og hos mange soldugarter ruller bladet sig sammen omkring fangsten. Enzymer som dannes af planten hjælper med at nedbryde dyrets bløde dele og gør næringsstofferne tilgængelige. Bladene hos de danske arter er små og sidder i en tæt roset, men hos flere af de australske arter er de store og dybt delte med lange flige, som danner et meget effektivt fangstnet. Blomsterne hos de danske soldugarter er små og hvide og åbner sig kun i solskinsvejr. Blandt de australske arter er nogle med opsigtsvækkende blomster af meget varierende farve og størrelse.Soldug er været brugt i nordisk folkemedicin, især mod (kighoste). Snaps på soldug bliver meget bitter men hjælper efter sigende mod en række sygdomme.
Dionaea, venusfluefælden
Dionaea er en af de bedst kendte og oftest afbildede af de insektfangende planter. Fangstmekanismen
er også meget spektakulær og involverer en i plantesammenhænge meget hurtig bevægelse. Det er selve bladpladen, som danner fælden, hvor midtstrengen fungerer som et hængsel. Nektarier på bladoverfladen tiltrækker insekter, og når de berører mindst to af de følsomme børster på bladpladen lukkes bladet ved at folde sig ved midtstrengen. Længere børster ved bladranden danner et gitter som stopper eventuelle flugtforsøg. Enzymer fra bladoverfladen bidrager til, at det fangede dyr hurtigt bliver nedbrudt, så planten kan optage næringsstofferne i form af f.eks. fosfat. Bladstilken har overtaget rollen som fotosyntetiserende organ og er mere eller mindre affladet og bladpladelignende.Charles Darwin var den første, som indgående studerede planten og overbevisende kunne argumentere for, at den faktisk er insektædende. Han havde en generel interesse i fænomenet kødædende planter og præsenterede sine studier i bogen Insectivorous plants fra 1875.
Slægten tilhører soldugfamilien, Droseraceae, og omfatter kun den ene art, D. muscipula. Soldug-arterne (slægten Drosera) har en anderledes, passiv, fangstmekanisme. En anden art i familien, den europæiske vandplante Aldrovanda vesiculosa, har fælder, som minder om dem, man finder hos Dionaea.
Artens naturlige voksested er fugtige, magre sandområder med åben vegetation. Den naturlige udbredelse omfatter kun et lille område på grænsen mellem North Carolina og South Carolina i det sydøstlige USA. Dionaea er truet som vildtvoksende, men er heldigvis nem at dyrke og opformere, og ses ikke sjældent hos blomsterhandlere. Den overlever typisk kun kort tid i normalt indendørsklima, og klarer næppe en dansk vinter udendørs. I hus 1, hvor vi har middelhavsklima, trives den godt.
Fluetrompetfamilien
Sarracenia
, fluetrompetslægten, er hjemmehørende i det østlige Nordamerika. Man finder dem i næringsfattige moser. Bladene er omdannede til væskefyldte bægre, som tiltrækker fluer og andre insekter visuelt og ved nektar, som dannes i små kirtler på ydersiden af trompeten. Jo højere op, jo tættere sidder kirtlerne. Væggene inde i ”trompeternes ” øvre del er glatte, og mange insekter ender nede i væsken i bunden. Nedadrettede hår i den nedre del af trompeten sikrer, at de ikke kan kommer op. Den glatte zone producerer enzymer, som gør at dyrene nedbrydes hurtigt, således at næringsstofferne kan optages af planten.Sarracenia-arter dyrkes som kuriositeter og prydplanter, og en række hybrider og navngivne sorter er blevet fremavlet. På de Britiske Øer er et par arter blevet naturaliseret og er ved at brede sig i moser og kær. Så langt nordpå som Blekinge i det sydlige Sverige findes der også en naturaliseret bestand af Sarracenia.
Familien Sarraceniaceae er ifølge DNA-undersøgelser tæt beslægtet med lyngfamilien (Ericaceae), selvom dette næppe kan ses i planternes bygningstræk. De foretrukne voksestæder - sure og ofte fugtige humusrige jorde - har de dog tilfælles. Der er kun to slægter udover Sarracenia: Darlingtonia, kobraliljen med imponerende store ”trompeter”, der er udbredt i et lille område i det nordvestlige USA. Heliamphora findes kun på de s.k. tepuis, i det nordlige Sydamerika. Det er ekstremt næringsfattige plateaubjerge af sandsten, som har en unik flora med mange opsigtsvækkende arter. En sådan usammenhængende udbredelse betegnes som disjunkt og kan forklares enten med langdistancespredning, eller ved at en tidligere sammenhængende udbredelse er opsplittet, f.eks. ved at gruppen er forsvundet fra mellemliggende områder.
HUS 2
Mammillaria
Det videnskabelige navn på denne kaktusslægt kommer af det latinske ord for brystvorte. Det, som har givet ophav til denne association, er de vorteagtige "projektioner" der dækker plantens overflade.
Kaktus mangler jo sædvanligvis blade, men har en tyk stamme, som opmagasinerer vand, og hvis ydre lag er grønt og fotosyntetiserende. Det indre vandreservoir gør det muligt for kaktus at overleve i områder, hvor vand kun sjældent er tilgængeligt og/eller kun i små kvantiteter. Vandindholdet mindskes i løbet af den tørre periode, og planten krymper tilsvarende. Når vand så endelig blive tilgængeligt, må planten være i stand til hurtigt at ekspandere og for ikke at revne, har den enten ribber, som bliver bredere ("harmonikaprincippet”), eller som hos Mammillaria
Mammillaria-slægten er udbredt fra Colombia til det sydvestlige USA og omfatter ca. 150 arter. Til forskel fra mange andre kaktusslægter blomstrer de ofte også som stueplanter, hvilket bidraget til deres store popularitet.
Aloe
Aloe-arter
varierer i størrelse fra små urter til flere meter høje træer (Aloe deltoideodonta
, Aloe bakeri
, Aloe ferox
, Aloe claviflora
, Aloe arborescens
). Slægten kan kendes på de tæt stillede sukkulente blade med tænder
langs med bladranden. De kan ligne arter af Agave, men mangler de seje fibre som er karakteristiske for Agave-blade. Hvis bladene af Aloe bliver beskadiget, afgiver de en klar, slimet væske, som forsegler såret, når den tørrer ind.
Aloe har ofte gule eller orange rørformede blomster, som sidder i langstilkede klaser. De besøges af fugle, især solfugle, som i lighed med kolibrierne i tropisk Amerika er vigtige bestøvere.En række arter bruges medicinsk både ud- og indvortes. Mest kendt i denne sammenhæng er nok den arabiske art Aloe vera
, som er basis for hundredvis af kosmetiske og alternativ-medicinske produkter. Saften fra bladene bruges f.eks. på sår og ved solskoldning, hvor den hjælper med en vis antibiotisk og svalende effekt. Den indtørrede saft har en kraftig laksativ virkning.De fleste af de 400 arterne af Aloe findes i det sydlige Afrika, men udbredelsen når til Sahara og den Arabiske halvø.
HUS 3
Thunbergia
Op mod væggen vokser lianen Thunbergia mysorensis
Anderson ex Bedd. Slægten er opkaldt efter botanikeren, professor Karl Peter Thunberg (1743 – 1822) som rejste i Japan og på Java og der indsamlede mange indtil da ukendte arter og som senere blev professor i Uppsala. Thunbergs navn er derfor, selv om han er svensk, forbundet med Østasien. Arten tilhører Akanthus-familien (Acanthaceae) og kommer fra Nilgiris i Indien. Det er en kraftig slyngplante med forveddede stængler og blomster i store, hængende klaser. Blomsternes krone er ca. 4 cm lang og mundingen er 5 cm bred, kronrøret er gult og kronfligene er rød-brune, hvilket giver blomsten en ikke helt almindelig farvesammensætning. HUS 4
Stangeria eriopus
De fleste cycadeer er mere eller mindre palmelignende i deres vegetative bygning. Dette er dog en overfladisk lighed, og de to grupper har intet nærmere med hinanden at gøre – palmerne er blomsterplanter og cycadeer nøgenfrøede planter med kogler, som ligner dem, man finder hos nåletræerne.
Cycadeerne var meget arts- og formrige i jordens middelalder (230-65 millioner år siden), men omfatter i dag kun ca. 150 arter. I dag er de fleste sjældne og har en lille udbredelse.
Stangeria-slægten omfatte kun den ene art, S. eriopus
, som afviger fra de fleste cycadeer ved sine blade, som mere minder om bregner end om palmer. Den underjordiske stamme bidrager også til den bregneagtige habitus. Arten er (eller har været) forholdsvis almindelig ved Sydafrikas sydøstkyst, hvor den vokser dels åbent i sand (oven for den saltpåvirkede zone), dels i krat. Koglerne ligner ikke nåletræskogler som hos de fleste cycadeer, men har en ligesom papiragtig overflade. Et hunindivid bærer lige nu kogler i hus 4. Hankoglerne ligner, men er mere aflange.Capsicum frutescens - chili og peberfrugt
Capsicum
-slægten kommer fra de varme dele af Nord- og sydamerika, men dyrkes nu over hele verden. Det er svært at tænke sig f.eks. det indiske og thailandske køkken uden chili, som giver den rigtige, "hede" fornemmelse, eller ungarsk gullasch uden paprika. Der findes en mangfoldighed af dyrkede varieteter, hvoraf de fleste tilhører arten C. frutescens. De varierer i form fra kugle til pind, i størrelse fra ært til mindre græskar, i farve fra gul til rød og lilla og ikke mindst i et vigtigt indhold af stoffet capsicin, som giver den skarpe smag. Den måske "hedeste" er habaneroen, som bliver orange-rød, stor som en blomme og har en noget uregelmæssig form. De store, søde peberfrugter fra supermarkedet mangler derimod helt capsicin, et resultat af århundreder af planteavl. De har ud over den kulinariske værdi også et stort indhold af C-vitamin, 4-5 ganger større end i appelsiner.HUS 5
Clerodendrum
Clerodendrum (græsk: kleros, lod, chance, og dendron, træ, hvilket henviser til flere af arternes medicinske anvendelse) henføres nu til Læbeblomstfamilien. Der er i alt ca. 400 arter af træer, buske eller lianer, der tilhører denne slægt. Hovedparten kommer fra de tropiske og subtropiske områder af Asien og Vestafrika. De er hyppigt anvendte prydplanter.
Clerodendrum thomsoniae
. Denne art er en af de smukkeste lianer, der findes. Den vokser op ad en af søjlerne ved den indre rundgang. Det snehvide bæger og den blodrøde krone har medvirket til at englænderne kalder arten ”Bleeding, heart wine”.C. speciosissimum
. Fra Java, en stedsegrøn busk på op til ca. 4 meter med skarlagenrøde kronblade. Blomsterne er samlet i store, endestillede klaser. Hver enkelt blomst er 3-5 cm lang med lange støvdragere.C. ugandense
. Fra tropisk Centralafrika. Denne art har blå blomster og kan også købes som potteplante. Det er en slyngplante, der kan blive 3-4 m.C. splendens
. Endnu en skarlagenrød art (kan også være hvid), der slynger sig op af en af søjlerne over for bassinet.Gnetum gnemon L.
Arten tilhører en slægt på ca. 30 arter af lianer eller – sjældnere – træer eller buske. Den udstillede art, der kan ses bag koglepalmerne i parcellen overfor bassinet, kommer fra tropisk Asien. Gnetum gnemon
er på trods af de store brede blade med netformet nervation ikke en blomsterplante, men tilhører en speciel klasse af frøplanter, der er udviklet parallelt med de dækfrøede blomsterplanter.Bemærk den brune stamme med de lange tværstillede blade. Dens ved har udviklet en speciel form for kar, der ellers ikke findes hos de nøgenfrøede, men frøene er ikke gemt i en frugt som hos de dækfrøede blomsterplanter. Arten er tvebo, og det udstillede eksemplar er en hunplante, der har ”blomsterne” siddende i kranse, understøttet af en kødet kraveagtig dannelse. Frøanlæggene er nøgne og der er tre hylstre (integumenter) omkring det væv, hvor ægcelle og senere kimen udvikles. Det inderste integument er langt udragende og rørformet, og pollenkorn, der lander ved rørets munding, bliver trukket ind i frøanlægget. Det næste hylster bliver ved frømodningen hårdt som en blommesten, og det yderste bliver saftigt og farvet.
Frøene blev allerede bragt til Europa af den opdagelsesrejsende Francis Drake i 1580, som Fructus Beretinus (efter indsamlingsstedet Beretina på Philippinerne). Frøet er på størrelse med et agern eller en stor hasselnød. På Java fjerner man ofte det yderste lag af frøene, koger dem og banker dem flade, hvorefter man sælger dem som chips, der skal steges i olie kort tid før serveringen. Disse chips får man ofte også serveret i Holland og de er en vigtig ingrediens i det Hollandske Rijstafel.
Gloriosa – klatrelilje
Klatreliljen tilhører familien Colchicaceae, som også omfatter f.eks. den lille efterårsblomstrende løgplante tidløs. De to planteslægter er meget forskellige i vækstform og bygning, men begge indeholder cellegiften colchicin, der fungerer som kemisk forsvarsstof.
Klatreliljeslægten omfatter sandsynligvis kun en enkelt, variabel art fra tropisk Afrika og tropisk Asien. Det område, hvor variationen er størst, er Østafrika og især Somalia, og derfra er der beskrevet flere arter, men man finder alle slags overgangsformer mellem "arterne”.
Gloriosa
dyrkes nu som prydplante i alle varme lande og som potteplante herhjemme. Der findes en lang række dyrkede former med forskellige farvekombinationer i blomsten. Planten købes typisk i form af en jordstængel, som straks begynder at vokse og danner et langt, klatrende skud. Gloriosa klatrer ved hjælp af bladspidserne, som danner klatretråde - en ellers sjælden klatremekanisme i planteverdenen.De store og farverige blomster imponerede tydeligvis Carl von Linné, som beskrev planten for videnskaben og valgte navnet, som kan oversættes til "den pragtfulde".
Brownea ariza Benth.
Brownea
tilhører en lille slægt af ærteblomstrede buske og småtræer (Leguminosae – Caesalpinioideae), der er hjemmehørende i det underste lag af Amazonregnskoven. Bladene er store, finnede og rødlige og hænger slapt ned under den første del af udviklingen. Senere bliver de olivenfarvede for til sidst, når grønkornene er fuldt udviklede at hærdne til den blivende grønne farve. Blomsterne er dybt røde og sidder tæt samlede i hoveder. De 11 støvdragere rager lidt ud af blomsterne, og det ene frugtblad udvikles til en bælg, der som moden er forveddet. Blomsterne er fuglebestøvede. De smukke blomster gjorde tidligt arten til at samlerobjekt, og den blev dyrket i de første væksthuse, som de europæiske konger og kejsere lod opføre. Slægten er således beskrevet af Jacquin på materiale, der blev dyrket i Væksthuset ved slottet Schönbrunn i Wien. Indianerkvinder i Ecuadors regnskov anvender planten i tilberedningen af et svangerskabsforebyggende middel, som kun de – ikke mændene – har opskriften til.