Zanthedescia aethiopica - hvid kalla
Arum-familien kendetegnes ved en blomsterstand, kolben, som er dækket med massevis af små siddende blomster. Kolben omgives af et stort blad, hylsterbladet, som kan have forskellige farver og har til opgave at tiltrække sig bestøvernes opmærksomhed. Her er der tale om den ”klassiske” stueplante indenfor familien Zanthedescia aethiopica (hvid kalla), som har gul kolbe og hvidt hylsterblad. Den var almindelig i nordiske vindueskarme før centralvarmens tid. Arten kommer ikke fra Etiopien som det videnskabelige artsnavn siger, men fra Sydafrika, og den har som så mange andre planter fra samme område brug for en kølig vinter og en varm, tør sommer for at trives godt. Bladene visner ned hen mod foråret, og planten overlever den tørre sommer som underjordisk knold.
Zanthedeschia er naturaliseret og nærmest invasiv i det sydlige Portugal og Sydvestaustralien, hvor klimaet minder om det i hjemlandet.
Arten dyrkes også som snitblomst, og de afskårne blomster er i nogle lande meget (og næsten kun) brugte ved begravelser, måske fordi hylsterbladets rene, hvide farve har en symbolværdi i den sammenhæng.
Blomsten var et af den mexicanske billedkunstner Diego Riveras yndede motiver og har en vigtig rolle i f.eks. det ofte reproducerede maleri Vendedor de alcatraces.
Cymbidium lowianum Rchb. f.
Denne orkide er oprindeligt indsamlet af botanikeren Bernt Løjtnant i det vestlige Thailand nær grænsen til Burma, hvor den vokser som epifyt i træerne i bjergskoven. Da den kommer fra bjergskov, er dens temperaturkrav beskedne. Den kan således let klare sig i dette hus, hvor temperaturen er minimum 10 grader. Den første Cymbidium hybrid blev produceret på Veitch’s Nurseries i England. Den kunstige hybrid blev skabt ved at krydse C. lowianum
med C. eburneum. Denne hybrid blev så senere af H. G. Alexander krydset med C. insigne. Det er fra sidstnævnte hybrid alle de populære Cymbidium hybrider, der ofte sælges som afskårne blomster er udviklet.Kødædende planter
Planter som fanger dyr opleves ofte som fascinerende. Måske skyldes det, at det er lidt chokerende at se den type adfærd hos planter, som jo normalt giver indtryk af at være fredelige og passive for ikke at sige ubevægelige.
Ofrene for de ”kødædende” planter er hovedsagelig insekter og andre leddyr, men nogle gange kan også små hvirveldyr som firben og frøer ende som planteføde. Menneskeædende planter ses kun på film.
Kødædende planter vokser i næringsstoffattige miljøer, hvor de nedbrudte smådyr giver planten et tilskud af fosfat, kvælstof og i nogle tilfælde også livsnødvendige metal-ioner. Planten producerer ofte enzymer som hjælper med at nedbryde de fangede dyr, sådan at planten kan optage de indgående næringsstoffer. Kulhydrater dannes, ligesom hos langt de fleste øvrige planter, ved fotosyntese.
Der findes fire hovedtyper af fangstmekanismer:
- ”Fluepapir”, hvor bladene er dækkede med klæbrige kirtler, som dyrene sidder fast på.
- ”Vandfælde”, hvor bladene danner væskefyldte beholdere, hvori dyrene falder ned.
- ”Slagfælde”, hvor bladene danner to klapper, som ved berøring af nogle følsomme hår lukker sig omkring dyret.
- Fangstblæren, som sidder på stængler eller blade i vand eller fugtig jord, hvor der er undertryk, sådan at små vanddyr suges ind, når de kommer i kontakt med følsomme hår ved mundingen.
- Den vidt udbredte familie Droseraceae hvor indgår slægterne Drosera
(soldug, se nedenfor), som har fluepapirmekanisme, og Dionaea
(se nedenfor) og Aldrovanda med ”slagfælder”. I Danmark findes tre arter af soldug. - Den tropisk asiatiske familie Nepenthaceae med en enkelt slægt, Nepenthes
. Langt de fleste er klatrende planter med vandfælde. - Cephalotus follicularis
er den eneste art i slægten Cephalotus – og i familien Cephalotaceae. Den har en meget lille udbredelse i det sydvestlige hjørne af Australien. Den har en vandfælde, som minder om den, man finder hos Nepenthes. - Sarraceniaceae
(fluetrompetfamilien, se nedenfor) er en lille familie af sumpplanter fra Nordamerika (slægterne Sarracenia
og Darlingtonia) og det nordlige Sydamerika (slægten Heliamphora). De har alle sammen vandfælder. - Familien Lentibulariaceae er helkronede planter tæt på læbeblomst- og maskeblomstfamilierne. Der er to store, vidtudbredte slægter: Utricularia
(blærerod) med fangstblærer på undervandsblade, og Pinguicula
(vibefedt) med klæbrige små kirtler på bladene. Begge slægter findes vildtvoksende i Danmark.
Soldugslægten, Drosera
, omfatter 110 arter og findes på alle kontinenter. Den største mangfoldighed finder man i de magre sandområder i det sydvestlige Australien. Som langt de fleste insektfangende planter vokser soldug næringsfattige steder, hvor insektfangst giver en stor konkurrencefordel. Der er tre arter i Danmark, som man ofte finder i moser. Den mest almindelige er rundbladet soldug (Drosera rotundifolia). Det danske navn kommer af de dråber af klistret sekret, som dannes i kirtler på bladoverfladen. Kirtlerne
sidder for enden af en stilk, som ofte er rødlig. De glinsende dråber tiltrækker insekter, som nemt hænger fast. Straks begynder hårene at bøje sig ind over dyret, og hos mange soldugarter ruller bladet sig sammen omkring fangsten. Enzymer som dannes af planten hjælper med at nedbryde dyrets bløde dele og gør næringsstofferne tilgængelige. Bladene hos de danske arter er små og sidder i en tæt roset, men hos flere af de australske arter er de store og dybt delte med lange flige, som danner et meget effektivt fangstnet. Blomsterne hos de danske soldugarter er små og hvide og åbner sig kun i solskinsvejr. Blandt de australske arter er nogle med opsigtsvækkende blomster af meget varierende farve og størrelse.Soldug er været brugt i nordisk folkemedicin, især mod (kighoste). Snaps på soldug bliver meget bitter men hjælper efter sigende mod en række sygdomme.
Dionaea, venusfluefælden
Dionaea er en af de bedst kendte og oftest afbildede af de insektfangende planter. Fangstmekanismen
er også meget spektakulær og involverer en i plantesammenhænge meget hurtig bevægelse. Det er selve bladpladen, som danner fælden, hvor midtstrengen fungerer som et hængsel. Nektarier på bladoverfladen tiltrækker insekter, og når de berører mindst to af de følsomme børster på bladpladen lukkes bladet ved at folde sig ved midtstrengen. Længere børster ved bladranden danner et gitter som stopper eventuelle flugtforsøg. Enzymer fra bladoverfladen bidrager til, at det fangede dyr hurtigt bliver nedbrudt, så planten kan optage næringsstofferne i form af f.eks. fosfat. Bladstilken har overtaget rollen som fotosyntetiserende organ og er mere eller mindre affladet og bladpladelignende.Charles Darwin var den første, som indgående studerede planten og overbevisende kunne argumentere for, at den faktisk er insektædende. Han havde en generel interesse i fænomenet kødædende planter og præsenterede sine studier i bogen Insectivorous plants fra 1875.
Slægten tilhører soldugfamilien, Droseraceae, og omfatter kun den ene art, D. muscipula. Soldug-arterne (slægten Drosera) har en anderledes, passiv, fangstmekanisme. En anden art i familien, den europæiske vandplante Aldrovanda vesiculosa, har fælder, som minder om dem, man finder hos Dionaea.
Artens naturlige voksested er fugtige, magre sandområder med åben vegetation. Den naturlige udbredelse omfatter kun et lille område på grænsen mellem North Carolina og South Carolina i det sydøstlige USA. Dionaea er truet som vildtvoksende, men er heldigvis nem at dyrke og opformere, og ses ikke sjældent hos blomsterhandlere. Den overlever typisk kun kort tid i normalt indendørsklima, og klarer næppe en dansk vinter udendørs. I hus 1, hvor vi har middelhavsklima, trives den godt.
Fluetrompetfamilien
Sarracenia
, fluetrompetslægten, er hjemmehørende i det østlige Nordamerika. Man finder dem i næringsfattige moser. Bladene er omdannede til væskefyldte bægre, som tiltrækker fluer og andre insekter visuelt og ved nektar, som dannes i små kirtler på ydersiden af trompeten. Jo højere op, jo tættere sidder kirtlerne. Væggene inde i ”trompeternes ” øvre del er glatte, og mange insekter ender nede i væsken i bunden. Nedadrettede hår i den nedre del af trompeten sikrer, at de ikke kan kommer op. Den glatte zone producerer enzymer, som gør at dyrene nedbrydes hurtigt, således at næringsstofferne kan optages af planten.Sarracenia-arter dyrkes som kuriositeter og prydplanter, og en række hybrider og navngivne sorter er blevet fremavlet. På de Britiske Øer er et par arter blevet naturaliseret og er ved at brede sig i moser og kær. Så langt nordpå som Blekinge i det sydlige Sverige findes der også en naturaliseret bestand af Sarracenia.
Familien Sarraceniaceae er ifølge DNA-undersøgelser tæt beslægtet med lyngfamilien (Ericaceae), selvom dette næppe kan ses i planternes bygningstræk. De foretrukne voksestæder - sure og ofte fugtige humusrige jorde - har de dog tilfælles. Der er kun to slægter udover Sarracenia: Darlingtonia, kobraliljen med imponerende store ”trompeter”, der er udbredt i et lille område i det nordvestlige USA. Heliamphora findes kun på de s.k. tepuis, i det nordlige Sydamerika. Det er ekstremt næringsfattige plateaubjerge af sandsten, som har en unik flora med mange opsigtsvækkende arter. En sådan usammenhængende udbredelse betegnes som disjunkt og kan forklares enten med langdistancespredning, eller ved at en tidligere sammenhængende udbredelse er opsplittet, f.eks. ved at gruppen er forsvundet fra mellemliggende områder.
Cupressus
Cupressus dupreziana
vokser i Tassili-bjergene i det centrale Sahara, hvor de er de eneste træer, som står at finde. Man betragter populationen som et levn fra mere fugtige perioder, hvor Sahara var grønt, og arten havde en større udbredelse. Den er en af verdens mest truede plantearter, med kun 231 træer tilbage.Arten er tæt beslægtet med den ægte cypres (Cupressus sempervirens) fra Middelhavsområdet, men har intet med "cypresser” i danske haver og plantager at gøre. Disse tilhører slægten Chamaecyparis fra Nordamerika og Østasien og kaldes på dansk Ædelcypresser.
HUS 2
Spartocytisus
På de kanariske øer finder man en tydelig vegetationszonering: halvørken eller sukkulentkrat går på den fugtige nordside af øerne over i laurbærskov, og på de mere tørre sydskrænter i fyrreskov. I overgangen mellem sukkulentkrat og fyrreskov, ved knap 1000 m højde finder man bælgplanten Spartocytisus filipes
. Lige nu er planterne i væksthusenes ørkenafdeling helt dækket af duftende, hvide blomster.
Bladene ligner små kløverblade, men fældes så snart sommertørken begynder. Planten er dog, ligesom den hjemlige slægting gyvel, i stand til at gennemføre fotosyntese i de grønne, klorofylrige smågrene.Fra den kanariske laurbærskov stammer Teline stenopetala
, en anden bælgplante som lige nu lyser op i hus 1 med sine gul-orange blomsterklaser.Aeonium
Aeonium
fra Marokko og de Kanariske Øer er en slægt der tilhører stenurtfamilien, som også inkluderer de hjemlige Sankthansurt (Sedum telephium) og bidende stenurt (Sedum acre). En lang række tørketilpassede have- og potteplanter tilhører denne familie. En af dem er husløgen (Sempervivum tectorum) som er indført i Danmark fra Centraleuropa og bl.a. vokser på hustage af tagrør og tørv. Den siges at beskytte mod ildebrand, hvilket nok også er rigtigt, hvis den dækker hele overfladen med sine vandmættede, tykke blade.Takket være nye metoder for slægtskabs- og DNA-sekvensanalyse har man vist, at de mange Aeonium
-arter på de Kanariske Øer stammer fra en enkel kolonist fra fastlandet for flere millioner år siden. På øerne har slægten gennemgået en såkaldt radiation, hvilket vil sige, at der er sket en hurtig artsdannelse, hvor de mange arter er meget forskellige. Det skyldes dels tilpasninger til forskellige biotoper, dels opsplitning ved kolonisation af forskellige øer. Vulkanudbrud har også ført til fragmentering af populationer af arter, således at de bliver adskilt af store sterile lavaområder, og udvikles så i forskellige retninger og efter lang tid bliver så forskellige at de opfattes som distinkte arter. Man finder arterne på klipper tæt på havet, ved fyrreskovens øvre grænse ved ca. 2.200 m, på stengærder og i lysninger i laurbærskoven. Blandt vækstformerne er der nogle som meget minder om husløg, altså lave rosetter
med mange, sukkulente blade. Bladrosetterne kan i form og størrelse variere fra flad tallerken til hvidkålshoved. Hos de rosetdannende Aeonium-arter udvikles efter flere år en stor, endestillet blomsterstand, som hos nogle arter bliver mere end meterhøj. Efter blomstringen dør planten. Andre arter er buskformede med lange, tynde grene med bladrosetter for enden. Mellem disse ekstremer findes der næsten alle tænkelige mellemformer blandt de ca. 40 arter. Aloe
Aloe-arter varierer i størrelse fra små urter til flere meter høje træer (Aloe deltoideodonta
, Aloe bakeri
, Aloe ferox
, Aloe claviflora
, Aloe arborescens
). Slægten kan kendes på de tæt stillede sukkulente blade med tænder
langs med bladranden. De kan ligne arter af Agave, men mangler de seje fibre som er karakteristiske for Agave-blade. Hvis bladene af Aloe bliver beskadiget, afgiver de en klar, slimet væske, som forsegler såret, når den tørrer ind.
Aloe har ofte gule eller orange rørformede blomster, som sidder i langstilkede klaser. De besøges af fugle, især solfugle, som i lighed med kolibrierne i tropisk Amerika er vigtige bestøvere.En række arter bruges medicinsk både ud- og indvortes. Mest kendt i denne sammenhæng er nok den arabiske art Aloe vera, som er basis for hundredvis af kosmetiske og alternativ-medicinske produkter. Saften fra bladene bruges f.eks. på sår og ved solskoldning, hvor den hjælper med en vis antibiotisk og svalende effekt. Den indtørrede saft har en kraftig laksativ virkning.
De fleste af de 400 arterne af Aloe findes i det sydlige Afrika, men udbredelsen når til Sahara og den Arabiske halvø.
Melaleuca fulgens R. Br.
Denne slægt, der har mere end 150 arter, har sin hovedudbredelse i Australien. Slægtsnavnet er afledt fra det græske melas (sort) og leukos (hvid), hvilket henviser til disse træers ofte sorte stammer og hvide grene. De røde blomster
sidder i tætte aks, og de langt udragende støvdragere får blomsterstanden til at ligne en flaskerenser. Arten kommer fra ørkenområderne i det centrale og vestlige Australien og er således tilpasset den ringe og uregelmæssige nedbør og en høj dagtemperatur. Et vidnesbyrd om dette er den tykke, isolerende bark og de smalle, stive blade.HUS 3
Thunbergia
Op mod væggen vokser lianen Thunbergia mysorensis
Anderson ex Bedd. Slægten er opkaldt efter botanikeren, professor Karl Peter Thunberg (1743 – 1822) som rejste i Japan og på Java og der indsamlede mange indtil da ukendte arter og som senere blev professor i Uppsala. Thunbergs navn er derfor, selv om han er svensk, forbundet med Østasien. Arten tilhører Akanthus-familien (Acanthaceae) og kommer fra Nilgiris i Indien. Det er en kraftig slyngplante med forveddede stængler og blomster i store, hængende klaser. Blomsternes krone er ca. 4 cm lang og mundingen er 5 cm bred, kronrøret er gult og kronfligene er rød-brune, hvilket giver blomsten en ikke helt almindelig farvesammensætning. HUS 4
Stangeria eriopus
De fleste cycadeer er mere eller mindre palmelignende i deres vegetative bygning. Dette er dog en overfladisk lighed, og de to grupper har intet nærmere med hinanden at gøre – palmerne er blomsterplanter og cycadeer nøgenfrøede planter med kogler, som ligner dem, man finder hos nåletræerne.
Cycadeerne var meget arts- og formrige i jordens middelalder (230-65 millioner år siden), men omfatter i dag kun ca. 150 arter. I dag er de fleste sjældne og har en lille udbredelse.
Stangeria-slægten omfatte kun den ene art, S. eriopus
, som afviger fra de fleste cycadeer ved sine blade, som mere minder om bregner end om palmer. Den underjordiske stamme bidrager også til den bregneagtige habitus. Arten er (eller har været) forholdsvis almindelig ved Sydafrikas sydøstkyst, hvor den vokser dels åbent i sand (oven for den saltpåvirkede zone), dels i krat. Koglerne ligner ikke nåletræskogler som hos de fleste cycadeer, men har en ligesom papiragtig overflade. Et hunindivid bærer lige nu kogler i hus 4. Hankoglerne ligner, men er mere aflange.Capsicum frutescens - chili og peberfrugt
Capsicum
-slægten kommer fra de varme dele af Nord- og sydamerika, men dyrkes nu over hele verden. Det er svært at tænke sig f.eks. det indiske og thailandske køkken uden chili, som giver den rigtige, "hede" fornemmelse, eller ungarsk gullasch uden paprika. Der findes en mangfoldighed af dyrkede varieteter, hvoraf de fleste tilhører arten C. frutescens. De varierer i form fra kugle til pind, i størrelse fra ært til mindre græskar, i farve fra gul til rød og lilla og ikke mindst i et vigtigt indhold af stoffet capsicin, som giver den skarpe smag. Den måske "hedeste" er habaneroen, som bliver orange-rød, stor som en blomme og har en noget uregelmæssig form. De store, søde peberfrugter fra supermarkedet mangler derimod helt capsicin, et resultat af århundreder af planteavl. De har ud over den kulinariske værdi også et stort indhold af C-vitamin, 4-5 ganger større end i appelsiner.Vanilla
Vanilla er en slægt inden for orkidefamilien, og blomsten er den for orkideer typiske, med tre ydre blosterblade, som er næsten ens, og tre indre, hvoraf det, der peger nedad og kaldes læben, afviger i form og størrelse fra de øvrige. De fleste orkideer er enten epifytter, der sidder på trægrene i regnskoven, eller urter nede på jorden ligesom vores hjemlige arter. Vanilla-arterne er bemærkelsesværdige ved at være lianer med op til 30 m lange klatrende stængler. Nogle arter mangler helt blade, og det er så stænglen som er det fotosyntetiserende organ.
Vanilla-slægten omfatter ca. 100 arter og er udbredt i hele det tropiske og varmtempererede område. Den mest kendte art er Vanilla planifolia fra Mexico, som siges at være den eneste orkide, som dyrkes til andet end pynt. Det er den aflange kapsel fra denne art som bruges. Kapslen høstes, når den er næsten moden, og gennemgår en gæringsproces, før den tørres til den brune pind, vi kender som en vaniljestang (ægte vanilje). Allerede de gamle azteker havde opdaget artens kulinariske værdi og brugte den sammen med kakao, en kombination som stadig kan ses i dessertchokolade.
Allerede i slutningen af 1800-tallet lykkedes det kemikere at syntetisere det aromatiske stof i vanilje, vanillin. Feinschmeckere foretrækker dog stadigvæk den ægte vare, som har en rigere og mere kompleks smag, så der er stadig et marked for ægte vanilje. I dag dyrkes vanilje hovedsagelig på Madagaskar. Denne ø er jo langt fra plantens oprindelsessted, og de naturlige bestøvere mangler. Dyrkningen er derfor arbejdsintensiv, da hver eneste blomst må selvbestøves manuelt ved at presse støvknappen modstøvfanget.
Udover Vanilla planifolia
, som har gulgrønne blomster, dyrkes i Væksthusene også den smukke Vanilla imperialis
, som har større blomster, hvor blosterbladene har lilla rand.
HUS 5
Brownea ariza Benth.
Brownea
tilhører en lille slægt af ærteblomstrede buske og småtræer (Leguminosae – Caesalpinioideae), der er hjemmehørende i det underste lag af Amazonregnskoven. Bladene er store, finnede og rødlige og hænger slapt ned under den første del af udviklingen. Senere bliver de olivenfarvede for til sidst, når grønkornene er fuldt udviklede at hærdne til den blivende grønne farve. Blomsterne er dybt røde og sidder tæt samlede i hoveder. De 11 støvdragere rager lidt ud af blomsterne, og det ene frugtblad udvikles til en bælg, der som moden er forveddet. Blomsterne er fuglebestøvede. De smukke blomster gjorde tidligt arten til at samlerobjekt, og den blev dyrket i de første væksthuse, som de europæiske konger og kejsere lod opføre. Slægten er således beskrevet af Jacquin på materiale, der blev dyrket i Væksthuset ved slottet Schönbrunn i Wien. Indianerkvinder i Ecuadors regnskov anvender planten i tilberedningen af et svangerskabsforebyggende middel, som kun de – ikke mændene – har opskriften til.Ixora
Ixora
tilhører krapfamilien (Rubiaceae), som omfatter over 11.000 arter, hovedsagelig tropiske buske og små træer. I Danmark findes kun nogle urteagtige arter af hvilke, de fleste tilhører snerre-slægten. Familien kan nemt kendes på de modsatte blade (to blade fra det samme punkt på stængelen) med små eller store flige imellem. Blomsten karakteriseres bl.a. ved at være oversædig og helkronet. Ixora og dens nærmeste slægtning har en pollinationsmekanisme, som minder om den man finder i klokkeblomst - og kurvblomstfamilierne, hvor den dog er opstået uafhængigt. Pollenet overføres til griffelen i knopstadiet og "præsenteres" for besøgende insekter og andre pollinatorer fra griffelen. Når pollenet er fjernet, åbnes støvfangets to flige, og blomsten er så modtagelig for pollen fra andre blomster. Slægten Ixora er pantropisk (findes i den tropiske zone på alle kontinenter) og omfatter over 300 arter. De har farverige blomster i gult, hvidt eller rødt og bestøves sandsynligvis mest af sommerfugle.
Strelitzia
Strelitzia nicolai
tiltrækker sig opmærksomheden, selv når den ikke er i blomst. De store, stilkede blade sidder i to rækker i spidsen af en forveddet stamme, sådan at de danner noget, som minder om en kæmpemæssig vifte "på stilk". Bladene ligner ellers bananblade, hvilket afspejler et tæt slægtskab mellem Paradisfuglblomstfamilien (Strelitziaceae) og Bananfamilien (Musaceae).Gråblå, bådformede højblade beskytter de unge blomster fra de noget destruktive bestøvere, som er forskellige fugle, men også "bushbabies", en art halvabe. De tre ydre blosterblade er hvide og ens. Af de indre er to vokset sammen til en lyseblå struktur, som omslutter de fem støvdragere. Arten hører hjemme i det sydlige Afrika, men bruges som prydplante i områder med subtropisk klima, f.eks. i det sydlige Californiens byer.
I hus 1 dyrkes et andet medlem af slægten, paradisfuglblomsten Strelitzia reginae
. Den adskiller sig fra S. nicolai ved at være nærmest urteagtig med en kort forveddet stamme. De ydre blosterblade er her orange. Blomsten bestøves af kapvæveren, som udover nektar også tager en hel del pollen i blomsten.Paradisfuglblomsten har et meget begrænset naturligt udbredelsesområde ved den sydafrikanske sydkyst, men den dyrkes meget som prydplante og til produktion af afskårne blomster. På de Kanariske øer lanceres den som en blomst karakteristisk for øerne og sælges i stor stil til turister.
