Kødædende planter
Planter som fanger dyr opleves ofte som fascinerende. Måske skyldes det, at det er lidt chokerende at se den type adfærd hos planter, som jo normalt giver indtryk af at være fredelige og passive for ikke at sige ubevægelige.
Ofrene for de ”kødædende” planter er hovedsagelig insekter og andre leddyr, men nogle gange kan også små hvirveldyr som firben og frøer ende som planteføde. Menneskeædende planter ses kun på film.
Kødædende planter vokser i næringsstoffattige miljøer, hvor de nedbrudte smådyr giver planten et tilskud af fosfat, kvælstof og i nogle tilfælde også livsnødvendige metal-ioner. Planten producerer ofte enzymer som hjælper med at nedbryde de fangede dyr, sådan at planten kan optage de indgående næringsstoffer. Kulhydrater dannes, ligesom hos langt de fleste øvrige planter, ved fotosyntese.
Der findes fire hovedtyper af fangstmekanismer:
- ”Fluepapir”, hvor bladene er dækkede med klæbrige kirtler, som dyrene sidder fast på.
- ”Vandfælde”, hvor bladene danner væskefyldte beholdere, hvori dyrene falder ned.
- ”Slagfælde”, hvor bladene danner to klapper, som ved berøring af nogle følsomme hår lukker sig omkring dyret.
- Fangstblæren, som sidder på stængler eller blade i vand eller fugtig jord, hvor der er undertryk, sådan at små vanddyr suges ind, når de kommer i kontakt med følsomme hår ved mundingen.
- Den vidt udbredte familie Droseraceae hvor indgår slægterne Drosera
(soldug, se nedenfor), som har fluepapirmekanisme, og Dionaea
(se nedenfor) og Aldrovanda med ”slagfælder”. I Danmark findes tre arter af soldug. - Den tropisk asiatiske familie Nepenthaceae med en enkelt slægt, Nepenthes
. Langt de fleste er klatrende planter med vandfælde. - Cephalotus follicularis
er den eneste art i slægten Cephalotus – og i familien Cephalotaceae. Den har en meget lille udbredelse i det sydvestlige hjørne af Australien. Den har en vandfælde, som minder om den, man finder hos Nepenthes. - Sarraceniaceae
(fluetrompetfamilien, se nedenfor) er en lille familie af sumpplanter fra Nordamerika (slægterne Sarracenia
og Darlingtonia) og det nordlige Sydamerika (slægten Heliamphora). De har alle sammen vandfælder. - Familien Lentibulariaceae er helkronede planter tæt på læbeblomst- og maskeblomstfamilierne. Der er to store, vidtudbredte slægter: Utricularia
(blærerod) med fangstblærer på undervandsblade, og Pinguicula
(vibefedt) med klæbrige små kirtler på bladene. Begge slægter findes vildtvoksende i Danmark.
Soldugslægten, Drosera
, omfatter 110 arter og findes på alle kontinenter. Den største mangfoldighed finder man i de magre sandområder i det sydvestlige Australien. Som langt de fleste insektfangende planter vokser soldug næringsfattige steder, hvor insektfangst giver en stor konkurrencefordel. Der er tre arter i Danmark, som man ofte finder i moser. Den mest almindelige er rundbladet soldug (Drosera rotundifolia). Det danske navn kommer af de dråber af klistret sekret, som dannes i kirtler på bladoverfladen. Kirtlerne
sidder for enden af en stilk, som ofte er rødlig. De glinsende dråber tiltrækker insekter, som nemt hænger fast. Straks begynder hårene at bøje sig ind over dyret, og hos mange soldugarter ruller bladet sig sammen omkring fangsten. Enzymer som dannes af planten hjælper med at nedbryde dyrets bløde dele og gør næringsstofferne tilgængelige. Bladene hos de danske arter er små og sidder i en tæt roset, men hos flere af de australske arter er de store og dybt delte med lange flige, som danner et meget effektivt fangstnet. Blomsterne hos de danske soldugarter er små og hvide og åbner sig kun i solskinsvejr. Blandt de australske arter er nogle med opsigtsvækkende blomster af meget varierende farve og størrelse.Soldug er været brugt i nordisk folkemedicin, især mod (kighoste). Snaps på soldug bliver meget bitter men hjælper efter sigende mod en række sygdomme.
Dionaea, venusfluefælden
Dionaea er en af de bedst kendte og oftest afbildede af de insektfangende planter. Fangstmekanismen
er også meget spektakulær og involverer en i plantesammenhænge meget hurtig bevægelse. Det er selve bladpladen, som danner fælden, hvor midtstrengen fungerer som et hængsel. Nektarier på bladoverfladen tiltrækker insekter, og når de berører mindst to af de følsomme børster på bladpladen lukkes bladet ved at folde sig ved midtstrengen. Længere børster ved bladranden danner et gitter som stopper eventuelle flugtforsøg. Enzymer fra bladoverfladen bidrager til, at det fangede dyr hurtigt bliver nedbrudt, så planten kan optage næringsstofferne i form af f.eks. fosfat. Bladstilken har overtaget rollen som fotosyntetiserende organ og er mere eller mindre affladet og bladpladelignende.Charles Darwin var den første, som indgående studerede planten og overbevisende kunne argumentere for, at den faktisk er insektædende. Han havde en generel interesse i fænomenet kødædende planter og præsenterede sine studier i bogen Insectivorous plants fra 1875.
Slægten tilhører soldugfamilien, Droseraceae, og omfatter kun den ene art, D. muscipula. Soldug-arterne (slægten Drosera) har en anderledes, passiv, fangstmekanisme. En anden art i familien, den europæiske vandplante Aldrovanda vesiculosa, har fælder, som minder om dem, man finder hos Dionaea.
Artens naturlige voksested er fugtige, magre sandområder med åben vegetation. Den naturlige udbredelse omfatter kun et lille område på grænsen mellem North Carolina og South Carolina i det sydøstlige USA. Dionaea er truet som vildtvoksende, men er heldigvis nem at dyrke og opformere, og ses ikke sjældent hos blomsterhandlere. Den overlever typisk kun kort tid i normalt indendørsklima, og klarer næppe en dansk vinter udendørs. I hus 1, hvor vi har middelhavsklima, trives den godt.
Fluetrompetfamilien
Sarracenia
, fluetrompetslægten, er hjemmehørende i det østlige Nordamerika. Man finder dem i næringsfattige moser. Bladene er omdannede til væskefyldte bægre, som tiltrækker fluer og andre insekter visuelt og ved nektar, som dannes i små kirtler på ydersiden af trompeten. Jo højere op, jo tættere sidder kirtlerne. Væggene inde i ”trompeternes ” øvre del er glatte, og mange insekter ender nede i væsken i bunden. Nedadrettede hår i den nedre del af trompeten sikrer, at de ikke kan kommer op. Den glatte zone producerer enzymer, som gør at dyrene nedbrydes hurtigt, således at næringsstofferne kan optages af planten.Sarracenia-arter dyrkes som kuriositeter og prydplanter, og en række hybrider og navngivne sorter er blevet fremavlet. På de Britiske Øer er et par arter blevet naturaliseret og er ved at brede sig i moser og kær. Så langt nordpå som Blekinge i det sydlige Sverige findes der også en naturaliseret bestand af Sarracenia.
Familien Sarraceniaceae er ifølge DNA-undersøgelser tæt beslægtet med lyngfamilien (Ericaceae), selvom dette næppe kan ses i planternes bygningstræk. De foretrukne voksestæder - sure og ofte fugtige humusrige jorde - har de dog tilfælles. Der er kun to slægter udover Sarracenia: Darlingtonia, kobraliljen med imponerende store ”trompeter”, der er udbredt i et lille område i det nordvestlige USA. Heliamphora findes kun på de s.k. tepuis, i det nordlige Sydamerika. Det er ekstremt næringsfattige plateaubjerge af sandsten, som har en unik flora med mange opsigtsvækkende arter. En sådan usammenhængende udbredelse betegnes som disjunkt og kan forklares enten med langdistancespredning, eller ved at en tidligere sammenhængende udbredelse er opsplittet, f.eks. ved at gruppen er forsvundet fra mellemliggende områder.
Bougainvillea glabra Choisy
Slægten er opkaldt efter den franske opdagelsesrejsende L. A. de Bougainville (1729–1811). Den dyrkes overalt under lidt varmere himmelstrøg. Da den er en kraftig og tornet lian, har den ofte samme funktion som Arkitektens Trøst har her i landet. Der findes mange farvevarianter af arten. De violette højblade
, der sidder i grupper på 3 og næsten skjuler de uanseelige lysegule blomster, virker som blikfang for de bestøvende insekter. Højbladenes farver skyldes betalainer. Højbladende bliver siddende efter blomstringen. De bliver efterhånden lyse og papiragtige. Deraf det engelske navn ”Paperflower”. Bægeret er rørformet og ligner en krone. Det er 5-tandet og har 8 små støvdragere siddende på indersiden af røret. Der er ingen kronblade, og i midten af blomsten er der et enkelt frugtblad, der danner en nød. Arten kommer oprindeligt fra Brasilien og tilhører familien Nyctaginaceae.
Canarina canariensis - kanarisk klokkeblomst
Det er ikke svært at gætte, at Canarina tilhører klokkeblomstfamilien, selv om farven adskiller sig fra vores hjemlige arter af klokkeblomst. Blomstens bestøvningsmekanisme er også den for familien typiske. Allerede i knopstadiet overføres pollen fra støvdragerne til griflen, hvor det holdes på plads af stive hår. Så åbnes blomsten, og pollenet afgives lidt ad gangen til bestøvere, der går efter den nektar, som dannes i bunden af blomsten. Dette sker ved at de hår, som holder på pollenet gradvis "synker ind" i griffelen. Det menes, at denne mekanisme - som i øvrigt også træffes blandt de nært beslægtede kurvblomstrede planter - giver en større præcision i pollenpræsentationen. Når det meste af pollenet er fjernet, overgår blomsten i hunstadium, og griffelen opspaltes i spidsen i seks flige, som udgør støvfanget. Canarina canariensis
vokser i laurbærskoven, som man finder de fugtigste steder på de Kanariske øer. Den bestøves af små fugle som sorthovedet sanger, gransanger og brillesanger. Fugle er også ansvarlige for spredningen af frugterne, som er røde og saftige. De to øvrige arter i Canarina-slægten vokser i lignende vegetation i Østafrikas bjerge.HUS 3
Nesocodon mauritianus
Denne smukke plante kommer oprindeligt fra Mauritius, en vulkansk ø der tilhører øgruppen Maskarenerne i den Indiske Ocean. Lige som mange andre oceaniske øer er Mauritius hårdt ramt af artsudrydning. Selve symbolet for udryddelse, dronten (på engelsk dodo), fandtes på Mauritius og kun der. Den var en stor due uden flyveevne, som blev udryddet kort efter, at øen blev opdaget af europæerne i 1600-tallet. På engelsk bruger man talemåden "dead as a dodo" når noget er borte for altid.
Situationen for den bemærkelsesværdige flora på Mauritius er næsten lige så kritisk som for faunaen. Mauritius er lidt mindre end Fyn, men befolkningstætheden er tre gange så stor. Langt det meste af øen er opdyrket, og især sukkerrørsmarker dækker store arealer. En meget stor del af de oprindelige plantearter findes kun i reservater.
Floraen er forholdsvis veludforsket, så det var en stor sensation, da man 1976 opdagede en ny, opsigtsvækkende klokkeblomst på øen. Den var så enestående, at den placeredes i sin egen slægt i klokkeblomstfamilien, Nesocodon
. Den eneste vilde bestand af arten findes på en klippevæg ved et vandfald, hvor den er i sikkerhed for græssende dyr, som ellers er en trussel mod mange af de oprindelige planter på øen.Hvis man kigger ind i blomsten, kan man se en rødlig væske i bunden Det er nektaren, en sukkerholdig væske som fungerer som belønning for bestøvere. Nektar er i langt de fleste tilfælde klar eller svagt gullig, men på Maskarenerne findes en række arter i forskellige familier, hvis nektar har denne opsigtsvækkende rødlige farve. Det vides ikke med sikkerhed, hvilken biologisk funktion den røde farve har. Men der findes observationer, som tyder på, at det er en tilpasning til bestøvning med fugle. Insekter kan i hvert fald normalt ikke se farver indenfor den røde del af spektret.
HUS 4
Capsicum frutescens - chili og peberfrugt
Capsicum
-slægten kommer fra de varme dele af Nord- og sydamerika, men dyrkes nu over hele verden. Det er svært at tænke sig f.eks. det indiske og thailandske køkken uden chili, som giver den rigtige, "hede" fornemmelse, eller ungarsk gullasch uden paprika. Der findes en mangfoldighed af dyrkede varieteter, hvoraf de fleste tilhører arten C. frutescens. De varierer i form fra kugle til pind, i størrelse fra ært til mindre græskar, i farve fra gul til rød og lilla og ikke mindst i et vigtigt indhold af stoffet capsicin, som giver den skarpe smag. Den måske "hedeste" er habaneroen, som bliver orange-rød, stor som en blomme og har en noget uregelmæssig form. De store, søde peberfrugter fra supermarkedet mangler derimod helt capsicin, et resultat af århundreder af planteavl. De har ud over den kulinariske værdi også et stort indhold af C-vitamin, 4-5 ganger større end i appelsiner.Vanilla
Vanilla er en slægt inden for orkidefamilien, og blomsten er den for orkideer typiske, med tre ydre blosterblade, som er næsten ens, og tre indre, hvoraf det, der peger nedad og kaldes læben, afviger i form og størrelse fra de øvrige. De fleste orkideer er enten epifytter, der sidder på trægrene i regnskoven, eller urter nede på jorden ligesom vores hjemlige arter. Vanilla-arterne er bemærkelsesværdige ved at være lianer med op til 30 m lange klatrende stængler. Nogle arter mangler helt blade, og det er så stænglen som er det fotosyntetiserende organ.
Vanilla-slægten omfatter ca. 100 arter og er udbredt i hele det tropiske og varmtempererede område. Den mest kendte art er Vanilla planifolia fra Mexico, som siges at være den eneste orkide, som dyrkes til andet end pynt. Det er den aflange kapsel fra denne art som bruges. Kapslen høstes, når den er næsten moden, og gennemgår en gæringsproces, før den tørres til den brune pind, vi kender som en vaniljestang (ægte vanilje). Allerede de gamle azteker havde opdaget artens kulinariske værdi og brugte den sammen med kakao, en kombination som stadig kan ses i dessertchokolade.
Allerede i slutningen af 1800-tallet lykkedes det kemikere at syntetisere det aromatiske stof i vanilje, vanillin. Feinschmeckere foretrækker dog stadigvæk den ægte vare, som har en rigere og mere kompleks smag, så der er stadig et marked for ægte vanilje. I dag dyrkes vanilje hovedsagelig på Madagaskar. Denne ø er jo langt fra plantens oprindelsessted, og de naturlige bestøvere mangler. Dyrkningen er derfor arbejdsintensiv, da hver eneste blomst må selvbestøves manuelt ved at presse støvknappen modstøvfanget.
Udover Vanilla planifolia
, som har gulgrønne blomster, dyrkes i Væksthusene også den smukke Vanilla imperialis
, som har større blomster, hvor blosterbladene har lilla rand.
Ingefærplanter
Ingefærfamilien
(Zingiberaceae) [fotos fra hus 5] er en helt overvejende tropisk plantegruppe. Langt de fleste findes i Sydøstasien, men nogle også i regnskove i Afrika og tropisk Amerika. Indtil nu er der beskrevet 52 slægter og mere end 1.300 arter.Familien Zingiberaceae har i mere end 30 år været et vigtigt forskningsområde ved Biologisk Institut ved Aarhus Universitet, hvor professor emeritus Kai Larsen og medarbejdere har beskæftiget sig med især thailandske ingefærplanter.
Planter af ingefærfamilien indeholder aromatiske og skarpt smagende stoffer og anvendes både som krydderier og naturmedicin. De er på grund af indholdsstofferne genstand for megen farmaceutisk forskning. Jordstænglerne af mange Curcuma-arter
anvendes således til at behandle leversygsomme (gulsot og galdsten) såvel som astma, hoste og bronchitis. Derudover leverer Curcuma krydderiet gurkemeje, der farver blandingskrydderiet karry gult. Det mest kendte krydderi er ellers ingefær, som er jordstængelen fra Zingiber officinale
. Artsepitetet, "officinale" betyder at det er tale om endnu en anerkendt medicinalplante. Kardemomme (Elettaria cardamomum og andre arter) er meget brugt som krydderi i store dele af verden, men i ganske forskellige kulinariske sammenhænge som indiske curries, arabisk kaffe og svenske boller.Ingefærfamiliens arter har sarte, kortlivede blomster, som ofte sidder i tætte blomsterstande med skarpt farvede, specialiserede blade (såkaldte højblade) som i de fleste tilfælde bidrager mere til den visuelle tiltrækning end selve blomsterne. Hos Zingiber-slægten
danner højbladene en nærmest koglelignende struktur, som kan være meget farverig. Flere arter i denne og andre slægter i Ingefærfamilien er i Sydøstasien meget brugte, holdbare snitblomster der nogle gange finder vej til blomsterhandlen her i landet.HUS 5
Ixora
Ixora
tilhører krapfamilien (Rubiaceae), som omfatter over 11.000 arter, hovedsagelig tropiske buske og små træer. I Danmark findes kun nogle urteagtige arter af hvilke, de fleste tilhører snerre-slægten. Familien kan nemt kendes på de modsatte blade (to blade fra det samme punkt på stængelen) med små eller store flige imellem. Blomsten karakteriseres bl.a. ved at være oversædig og helkronet. Ixora og dens nærmeste slægtning har en pollinationsmekanisme, som minder om den man finder i klokkeblomst - og kurvblomstfamilierne, hvor den dog er opstået uafhængigt. Pollenet overføres til griffelen i knopstadiet og "præsenteres" for besøgende insekter og andre pollinatorer fra griffelen. Når pollenet er fjernet, åbnes støvfangets to flige, og blomsten er så modtagelig for pollen fra andre blomster. Slægten Ixora er pantropisk (findes i den tropiske zone på alle kontinenter) og omfatter over 300 arter. De har farverige blomster i gult, hvidt eller rødt og bestøves sandsynligvis mest af sommerfugle.
Marcgravia umbellata L.
Marcgravia umbellata
er en klatrende epifyt. De unge klatrende skud har små, siddende blade, der er presset ind mod den stamme, de kravler op ad. Stænglen hænger fat med birødder. Med alderen udvikles voksne, hængende skud med stilkede lancetformede blade, og planten vokser nu epifytisk. Planten kan, hvis der er mulighed for at kravle videre, skifte tilbage til ungdomsformen. Den udstillede art har hængende skærmagtige blomsterstande med kandeformede nektarkirtler i midten. Disse besøges af kolibrier, der drikker nektar, medens de står svirrende i luften. Vinger og ryg bliver overdrysset med pollen, som kan føres videre til andre planter. Andre arter bestøves af bier og firben.
Begonia
Begonia
er en slægt med over 900 arter i tropiske og subtropiske dele af verden. De fleste vokser skyggede og fugtige steder, især i bundlaget i den tropiske regnskov, eller som epifytter oppe i store regnskovstræer. Begonia socotrana er en af de mest tørketilpassede, og som navnet siger findes den på øen Socotra, en ø med nærmest ørkenagtigt klima som ligger ud for Afrikas horn. Denne art har vist sig værdifuld i planteforædlingen, da den ved hybridisering giver afkommet en større modstandskraft over for tørke, en stor fordel ved dyrkning i et moderne hjem, hvor luften ofte er tør. Dyrkningen af Begoniaarter som stueplanter har lang tradition, og der findes hundredvis af navnesorter. Nogle dyrkes for de farvestrålende blade (f.eks. Rex-hybriderne), andre primært for blomsterpragten. Fyldte begoniaer har blomster hvor støvdragerne er omdannede til kronbladlignende organer. Nogle navnesorter er meget gamle, og har overlevet som kloner (gennem stiklingsformering) i mere end 100 år, i mange tilfælde "fra hånd til hånd". Eksempel på dette er jernkorsbegoniaen og Begonia "de Lucerna".Begoniaslægten kan kendes på de ofte stærkt asymmetriske blade, som hos de fleste er noget "kantede". I blomsterstanden, som er en perfekt såkaldt gaffelkvast (En blomsterstand hvor den første blomst sidder for enden, og hvor de næste to udkommer i hjørnet af forblade på blomsterstilken. Dette gentages så op til mange gange). I en blomsterstand dannes først hanblomster, senere hunblomster. Hanblomsterne er normalt to-tallige, med et par indre og et par ydre blosterblade. Hunblomsterne har normalt fem kronbladagtige blosterblade. Desuden har de i mange tilfælde tre farvede "vinger " på frugtknuden, som bidrager til den visuelle attraktionskraft.
Alle begonieblomster mangler nektar, så det, besøgende insekter går efter, er pollen, som er meget næringsrig spise. Pollen findes selvfølgelig i rigt mål i hanblomsten, men mangler helt i hunblomsten. Kigger man nærmere på hunblomsten, ser man at støvfangene er gule og opfligede i lober som ligner støvdragere. Det er tydeligvis tale om "snyd", hvor hunblomsterne bliver bestøvet, fordi de besøgende insekter tror de er pollenfyldte hanblomster.
Indisk Lotus
Den indiske lotus (Nelumbo nucifera
) fra tropisk og subtropisk Asien er en imponerende vand- og sumpplante med store, skjoldformede blade
, hvilket vil sige at bladstilken sidder midt på undersiden lige som hos vandnavle (Hydrocotyle) eller blomsterkarse (Tropaeolum, også kaldt tallerkensmækker). Den op til et par meter lange bladstilk udgår fra en kraftig jordstængel nede i mudret. Blomsterne
er over 10 cm i diameter, og har mange kronbladagtige blosterblade som er lyserøde og/eller hvide.Slægten Nelumbo står alene i familien Nelumbonaceae og har kun to arter – den anden er den gulblomstrede N. lutea fra sumpene i det sydøstlige USA. Familien er meget gammel og er kendt som fossil med en alder af ca. 100 millioner år. Morfologisk har den forandret sig forholdsvis lidt siden da og er måske den blomsterplante, som bedst fortjener betegnelsen "levende fossil". Jordstængelen er spiselig og indgår nogle gange i ”blandede wok-grøntsager”. I tværsnit ligner den et vognhjul som følge af de regelmæssigt ordnede, grove luftkanaler, som er nødvendige i det iltfrie mudder. Frøene spises meget i Kina og bruges bl.a. i supper, desserter og kager. De tilskrives også medicinsk effekt.
Nelumbo er blevet dyrket som prydplante i mange århundreder, og der findes et væld af kulturformer/kultivarer. Planten er et yndet motiv i kinesisk og japansk kunst, og har også religiøs signifikans, især indenfor buddhismen.
Nelumbo forveksles ofte med arter af Nøkkerose (Nymphaea), hvor et par arter også benævnes lotus, og var af religiøs betydning for de gamle egyptere. De to slægter kan skelnes på, at bladene hos Nymphaea ikke er skjoldformede. Frugten er en konisk kapsel, meget forskellig fra den man ser hos Nelumbo, som har flerfoldsfrugt bestående af nødder nedsunkne i den fladtoppede blomsterakse.
Nymphaea
tilhører den vidt udbredte nøkkerosefamilie (Nymphaeaceae), som ligesom Nelumbo er en gammel og udviklingshistorisk isoleret gruppe. De to familier er dog meget fjernt beslægtede og tilhører forskellige hovedgrupper af blomsterplanter, noget som bl.a. ses ved sammenligning af DNA og pollenstruktur.Victoria cruziana Orb.
Denne slægt af kæmpeåkander, der er opkaldt efter Dronning Victoria af England, blev første gang fundet i 1801 ved Amazonfloden, men det var først i 1846 det lykkedes at få frø af Victoria amazonica, der blev transporteret til England i en våd lerklump, til at spire i Royal Botanic Gardens Kew. Skønt planterne voksede godt, døde de uden at have blomstret, og det var først i 1849, det lykkedes to engelske læger at sende frø i en vandflaske hjem fra Britisk Guyana. Hertugen af Devonshire fik den til at blomstre i et væksthus ved Chatsworth House i Derbyshire, og Dronning Victoria fik den første blomst forærende. Den spektakulære art blev hurtigt populær i hele Europa, og der blev opført specielle væksthuse til dyrkning af den, ligesom den specielle bladopbygning med de mange radierende styrkeribber på bladets underside inspirere Sir Joseph Paxton, da han skulle konstruere de bærende konstruktioner til Crystal Palace i London.
Der er to arter af kæmpeåkander. Den ovenfor omtalte V. amazonica, der kun findes i Amazon- og Orinoco-bassinet, har blade, der er op til 2 m i diameter. Bladpladen er lidt rødlig og randen er op til 15 cm høj. Victoria cruciata
, St. Cruz Åkanden, kommer fra det nordlige Argentina, Paraguay og Bolivia. Det er denne art, der dyrkes i bassinet i hus 5. Den har op til ca. 140 cm, rent grønne blade, der har en bladrand, der er op til 20 cm høj. Bladene kan bære et 2-årigt barn Læg mærke til den piggede bladrand og bladunderside. Den enkelte blomst er kun åben i to nætter, idet den bestøves af nataktive insekter, bl.a. vandbiller, der bliver tiltrukket af, at der i blomsten er en temperatur, der er op til 10 grader højere end i omgivelserne. Den første nat er blomsten rent hvid, den næste nat, når bestøvningen har fundet sted, rødmer den en smule. Her i huset omvikler gartnerne den udviklende frugt med gaze, således at det er muligt at fange frøene, før de synker til bunds i bassinet. Frøene opbevares mørkt og i vand, der er ca. 13-15 °C varmt. Selv om arten er flerårig på det naturlige voksested, og selv om det er muligt ved hjælp af kunstlys at holde den i live vinteren over her i huset, sår gartnerne den op hvert år i februar for at få en ung og livskraftig plante til at udvikle sig. Det er et af naturens vidundere, at man i løbet af 4-5 måneder kan få et frø på knap 1 cm i diameter, til at udvikle sig til en plante af disse dimensioner. Der skal god gødning til, gerne halvt omsat kogødning eller anden kvælstof- og fosfatrig gødning. Vandet skal vært lunt, mindst 24 °C, og der skal være klart sollys. Victoria amazonica og V. cruciata
kan krydse, hvorved man får den såkaldte ”Longwood hybrid”, der er en mellemform mellem de to arter.Theobroma cacao L.
Det videnskabelige navn på kakao, Theobroma cacao
, er afledt af det græske theos, gud og broma, føde, og henviser til frøene, hvoraf der fremstilles chokolade. Kakao kommer oprindeligt fra Mellem- og Sydamerika og blev allerede anvendt af aztekerne i Mexico, før Columbus opdagede Amerika. Nu bliver kakaotræet, der kan blive op til 8 meter højt og som er stedsegrønt, dyrket i alle troper. De bedste og dyreste chokolader bliver fremstillet fra kakaobønner af vestafrikansk oprindelse, idet kakaosmørret, som presses ud af bønnerne, her har den rette viskositet og et passende lavt smeltepunkt. Kakao blomstrer en stor del af året. Blomsterne sidder tæt samlede over gamle blade på stammen og på grenene under bladene. Dette fænomen kaldes cauliflori. Det kan iagttages hos mange regnskovstræer og buske og er en tilpasning til de bestøvere og frugtspredere, der færdes under kronlaget. Blomsterne er små og kompliceret opbygget. Der er et 5-delt bæger, 5 kronblade med en negl og en hætte, hvorover der er en smal båndformet del. Støvbladsrøret er krukkeformet og bærer 5 bundter af støvdragere, imellem hvilke der sidder 5 trådformede sterile støvdragere (staminodier). Frugtknuden, der er femrummet, udvikler sig til et stort rødligt bær med mange frø, der ligger i en saftig pulpa.
