Arbutus unedo - Jordbærtræ
Artsepitetet "unedo" betyder "jeg spiste kun én" - frugterne er smukke og spiselige, men de smager ikke af ret meget. I Portugal laver man i stedet en cognac-lignende drik af dem, "Aguardente de madrono". De små klokkelignende blomster minder en del om dem hos blåbær eller rosmarinlyng, og ligesom disse tilhører jordbærtræet lyngfamlien. Slægten Arbutus har udover den sydvesteuropæiske A.unedo
yderligere en art i det østlige middelhavsområde. De resterende 12 arter i slægten finder man i det sydvestlige Nordamerika især i områder med middelhavsklima, altså varme og tørre somre og regnfulde vintre.Canarina canariensis - Kanarisk klokkeblomst
Det er ikke svært at gætte at Canarina tilhører klokkeblomstfamilien, selv om farven adskiller sig fra vores hjemlige arter af klokkeblomst. Blomstens bestøvningsmekanisme er også den for familien typiske. Allerede i knopstadiet overføres pollen fra støvdragerne til griflen, hvor det holdes på plads af stive hår. Så åbnes blomsten, og pollenet afgives lidt ad gangen til bestøvere, der går efter nektar, som dannes i bunden af blomsten. Dette sker ved, at de hår som holder på pollenet gradvis "synker ind" i griffelen. Det menes, at denne mekanisme, som i øvrigt også træffes blandt de nært beslægtede kurvblomstrede planter, giver en større præcision i pollenpræsentationen. Når det meste af pollenet er fjernet overgår blomsten i hunstadium, og griffelen opspaltes i spidsen i seks flige, som udgør støvfanget. Canarina canariensis
vokser i laurbærskoven, som man finder de fugtigste steder på de Kanariske øer. Den bestøves af små fugle som sorthovedet sanger, gransanger og brillesanger. Fugle er også ansvarlige for spredningen af frugterne, som er røde og saftige. De to øvrige arter i Canarina-slægten vokser i lignende vegetation i Østafrikas bjerge. Cyclamen
Cyclamen-slægten
finder man især omkring Middelhavet og i Mellemøsten, men en nyopdaget art findes så langt sydpå som Somalia. De blomstrer fra vinter til forår. Når sommertørken kommer, visner bladene, og planten overlever den ugunstige periode takket være en underjordisk stængelknold. Der findes eksempler på at cyclamen-planter har overlevet over 100 år. På trods af dette behandles potteplanten vi køber i blomsterhandlen som enårig. Cyclamen tilhører kodriverfamilien, som blandt andet kan kendes på, at støvdragerne har samme antal som kronbladene og sidder midt udfor dem, en ellers meget sjælden egenskab hos blomsterplanter.HUS 2
Stapelia
Der er måske forskellige meninger om hvorvidt Stapelia-blomsten
er smuk. Derimod er de fleste nok enige i, at lugten er ubehagelig og minder om rådnende kød eller afføring. Blomsternes farver og lugt tiltrækker fluer som pollinerer blomsterne, mens de bevæger sig rundt i blomsten. Det er dog ”snyd” fra plantens side, for der findes ikke noget som fluerne kan spise. Nogle af dem bliver dog så grundigt snydt at de lægger æg i blomsten - som selvfølgelig går til spilde. Stapelia er en slægt af singrønfamilien, som udover urter, buske og træer også omfatter en række bladløse stængelsukkulenter. De fleste af disse finder man i Afrikas tørområder, hvor de kan siges at udfylde den samme økologiske niche som kaktusserne, som er en fjernt beslægtet amerikansk familie.HUS 3
Hippobroma longiflora
Denne plante tilhører klokkeblomstfamilien i vid forstand, og mere specifikt en underfamilie som omfatter Lobelia-slægten og dens nærmeste slægtninge. Som alle klokkeblomster har planten rigeligt med hvid mælkesaft, og hos denne art, der kommer fra Vestindien, er saften meget giftig, både for mennesker og kreaturer. Arten er nærmest ukrudtagtig, og er med mennesket spredt vidt omkring i den tropiske zone. Plantens blomst har det for Lobelie-underfamilien typiske støvknaprør, som fungerer som en pistol. Støvknapperne åbnes indad, og griffelen vokser op gennem røret og presser så successivt pollenet ud gennem åbningen i spidsen. Når griffelen er kommet ud gennem røret overgår blomsten til hunstadium, og de to griffelgrene skilles ad og bliver modtagelige for pollen fra andre blomster. Den rent hvide blomst med stjerneformet arrangerede kronflige og langt kronrør er typisk for blomster, som bliver bestøvet af natsværmere. Langt de fleste Lobelie-slægtninge er ellers bi-, fugle- eller flagermusbestøvede og har en bilateralsymmetrisk blomst med en over- og underlæbe.
Haemanthus albiflos - Barberkost Hæmanthus er en slægt af narcisfamilien fra den del af Sydafrika som har middelhavsklima. H. albiflos er en potteplante med tradition, en rigtig "bedstemorplante". Den er ualmindelig hårdfør og overlever det meste (undtaget alt for meget vand), men blomstrer rigelig, hvis den får lidt lavere vintertemperaturer som i Sydafrika og i bedstemors vindue før centralvarmen.
HUS 5
Eucharis X grandiflora - Amazonlilje
Lyset i vores boliger er ofte utilstrækkeligt for, at planter kan trives og udvikles normalt. Der findes dog nogle planter, som er tilpassede meget lave lysniveauer, bl.a. dem der vokser på bunden i tropiske skove, hvor kronlaget er meget tæt. En sådan art er amazonliljen, en art fra skovene i det nordlige Andes. Det er ikke svært at se, at den tilhører samme familie som narscissen - de har begge to en tragtformet bikrone midt i blomsten, hvor dog amazonliljen adskiller sig ved at have støvdragerne på randen af bikronen. De er også begge to løgplanter, hvor løget er en måde til at overleve en ugunstig periode, i narcissens tilfælde en kold vinter, og for amazonliljens vedkommende en tør periode. "X" i det videnskabelige navn viser at det er tale om en hybrid mellem to arter i slægten Eucharis. Man er her ikke helt sikker på, hvilke forældrearterne er. Denne hybrid er steril, hvilket ofte men langt fra altid er tilfældet med plantehybrider.
Cycas circinalis
Koglepalmerne (Cycadeerne) er en gammel gruppe af frøplanter, som var meget udbredte og formrige i jordens middelalder (mesozoicum), og som indgik i mange planteædende dinosaurers kost. I nutiden findes der ca. 150 arter, de fleste i tropisk Amerika, Sydafrika, Australien og Sydøstasien. Koglepalmerne er nøgenfrøede, hvilket betyder at frøene ikke er indesluttet i en frugt. De organer, som bærer frøene kan enten være små, tætsiddende og danne koglelignende strukturer, eller, som hos slægten Cycas, være bladlignende. Koglepalmerne er biologisk interessante ud fra flere synspunkter. De har symbiose med kvælstoffikserende cyanobakterier, som lever i særlige, korallignende, overfladiske rødder og forsyner koglepalmerne med kvælstofforbindelser. Dette muliggør, at disse planter kan overleve også under meget næringsfattige forhold. Alle koglepalmer indeholder stoffer med giftvirkning på nervesystemet. På trods af dette er nogle arter blevet brugt til menneskeføde, Det er sket ved, at man har udvundet stivelse, som opmagasineres i store mængder i den tykke stamme.
Ixora
Ixora
tilhører krapfamilien (Rubiaceae), som omfatter over 11.000 arter, hovedsagelig tropiske buske og små træer. I Danmark findes kun nogle urteagtige arter, af hvilke de fleste tilhører snerre-slægten. Familien kan nemt kendes på de modsatte blade (to blade fra det samme punkt på stængelen) med små eller store flige mellem. Blomsten karakteriseres bl.a. ved at være oversædig og helkronet. Ixora og dens nærmeste slægtning har en pollinationsmekanisme, som minder om den man finder i klokkeblomst- og kurvblomstfamilierne, hvor den dog er opstået uafhængigt. Pollenet overføres til griffelen i knopstadiet og "præsenteres" for besøgende insekter og andre pollinatorer fra griffelen. Når pollenet er fjernet åbnes støvfangets to flige, og blomsten er så modtagelig for pollen fra andre blomster. Slægten Ixora er pantropisk (findes i den tropiske zone på alle kontinenter) og omfatter over 300 arter. De har farverige blomster i gult, hvidt eller rødt, og bestøves sandsynligvis mest af sommerfugle.
