REGNEKUNST OG REGNEMASKINER .
Vil du vide mere?
REGNING

Boethius vs. Pythagoras
Lige så længe som mennesker har handlet og administreret, har der været brug for at kunne tælle og regne.
I begyndelsen har man sikkert brugt fingrene eller småsten som hjælpemidler til dette, men efterhånden er der også blevet udviklet talsystemer m.v., som gjorde det nemmere at lægge sammen og trække fra.

Parallelt med fremvæksten af den moderne naturvidenskab i 15-1600-tallet opstod der et stort behov for også at kunne gange og dividere hurtigt.
Derfor blev der udviklet forskellige metoder til dette.

Inden for de sidste godt hundrede år er der endvidere blevet udviklet forskellige mekaniske, elektromekaniske og elektroniske apparater, som har gjort det endnu lettere og hurtigere at udføre store og komplicerede beregninger.

Steno Museets udstillingen om regning giver eksempler på mange af disse apparater.



Napierstave
Skotten John Napier (1550-1617), som i begyndelsen af 1600-tallet opfandt logaritmen, opfandt også et praktisk regneværktøj.

Det bestod af et sæt firkantede stave af træ eller ben på hvis sider, der var kolonner med 9 tal, som angav hhv. 1-tabellen, 2-tabellen, 3-tabellen osv.
Ved at lægge stavene ved siden af hinanden på passende vis kunne man gange tal sammen ved hjælp af simpel addition i diagonalerne.

På billedet kan man f.eks. aflæse, at 3*46 = 138.

På 2. og 3. stav fra venstre står der 4 og 6 altså 46.
Find så rækken ud for 3 på den første stav.
Der står 1 i første diagonal (dvs. 100), 2 og 1 i anden diagonal (dvs. 30) og endelig 8 i tredje diagonal.
Altså 3*46 = 1 (2+1) 8 = 138.

Ud over Napierstavene kan man bl.a. også se forskellige regnestokke i denne del af udstillingen.


Napierstave



Regnemaskiner
De første mekaniske regnemaskiner blev konstrueret i løbet af 1600-tallet, men først i 1800-tallet blev det muligt at fremstille de mekaniske dele præcise nok til fejlfri regning.
I disse maskiner blev regneoperationerne normalt udført ved at dreje på et håndsving en eller flere gange.

Men i løbet af 1900-tallet blev det almindeligt med elektromekaniske regnemaskiner, der var udstyret med en motor til at drive de mange tandhjul, som foretog beregningerne.

Siden begyndelsen af 1970'erne er de mekaniske regnemaskiner fuldstændigt blevet udkonkurreret af den elektroniske lommeregner.



Computere
Moderne computere er så små og billige, at de næsten er blevet hvermands eje. Men sådan har det bestemt ikke altid været.

GIER (Geodætisk Instituts Elektroniske Regnemaskine), som var den første computer, der blev udviklet og produceret i Danmark, var både stor og dyr.

Den blev udviklet i 1959-61 i et samarbejde mellem Regnecentralen og Geodætisk Institut.
Frem til 1969 blev der solgt 38 eksemplarer af GIER, hvoraf ca. 30 stadig var i drift i 1978.
Det udstillede eksemplar blev købt af Aarhus Universitet for 1,4 mill. kr. i 1965.


GIER - computer


Til toppen af siden

| Steno Museet | Væksthusene | Ole Rømer Observatoriet |
| information | kommende arrangementer | aktiviteter | skoletjenesten |
| webmaster | english menu | deutsches menü |

Steno Museet, C.F. Møllers Alle 2, Universitetsparken, 8000 Århus C
Tlf: 87 15 54 15, E-mail: stenomuseet@si.au.dk